Moovy Exclusive: Berlinale ’18 – Dag 6 & 7: Alvor, fis, folk og farver

En ugidelig Joaquin Phoenix, halshuggede iranske filminstruktører og Soderbergh-psykologi – verdens næststørste festival for film er nu halvvejs igennem programmet!

Så nåede Berlinalen halvvejs igennem det store program, og det blev samtidig også dagen, hvor øjnene ikke længere kunne holdes åbne under en hel film og frivilligt lukkede kortvarigt i. Dog ny personlig rekord, at vi skulle så langt hen!

Dag 6

Sjettedagen startede med en allerede på Sundance-vist feelgood-komedie af Gus Van Sant, nemlig "Don't Worry, He Won't Get Far on Foot", og derefter et noget usædvanligt pressemøde med en ugidelig, pressesky og særligt doven Joaquin Phoenix, der i filmen spiller John Callahan, som ender i kørestol efter års intensiv druk fører til en bilulykke. Han starter i AA og må genvinde glæden til og ved livet. Det er en sand historie baseret på bogen af Callahan selv.

En tydelig festival-uvant og doven Phoenix formåede på det efterfølgende pressemøde både at forvirre, chokere og lave sjov med alt og alle, inklusiv sig selv. Pressens mange standardspørgsmål prellede af på Phoenix, som var de bløde kugler af vat. Han spurgte således flere gange ordstyreren, om de var færdige, før han vendte sig om mod Van Sant for at hvile sig med siden til pressen. Historien om filmen kom faktisk i stand på baggrund af nu afdøde Robin Williams og hans forhold til "Superman"-vennen Christopher Reeve. 

Det er en Phoenix med henholdsvis skævt smil og skiftevis sur hængemule i "Don't Worry, He Won't Get Far on Foot". Overfor ham er en ugenkendelig langhåret og altid morsom Jonah Hill (på bænken th.) og stjerner som Jack Black, Udo Kier og Rooney Mara. Det er hyggeligt og morsomt selskab, som uden tvivl nok skal gøre det for dem, den er tiltænkt.

Derefter var der noget så sjældent og crazy som en iransk instruktør-seriemorder-komedie på menuen i form af den vanvittigt vilde "Pig", som deltager i hovedkonkurrencen. Et hoved fra en filminstruktør dukker op på en gade. En filminstruktør-dræbende seriemorder er på spil, og det sætter en stopper for en ellers produktiv, men ældre instruktør. Han bliver blacklistet og føler sig underligt nok forbigået af seriemorderen, der angriber kollegaerne. 

"Pig" er en absurd syret og dybt speciel komedie-krimi, som viser et Iran, vi ikke før har set. To ældre, gråskæggede mænd, der slet ikke er bange for at klæde sig ud, skaber sig tossede og barnlige, som var de to voksne drenge. Dybt originale karakterer og udtryk, som en barsk bedstemor med slag i. Men i "Pig" er der også noget uforklarligt, som bare sådan sker uden nogen rigtig grund og forklaring. Og så er der også et underligt, overnaturligt twist-element og de konstante dumheder, der heller ikke lige står klart. Men kan man leve med dette, er det ganske original og humor-fyldt underholdning om de bizart blodige seriemord og deres effekt. Man lærer endda også en anden side af Iran at kende og bliver klogere på det ellers religiøse, konservative land. Overraskende og befriende friskt faktisk.  

Men det begynder dog også at knibe med at få de ønskede billetter, hvorfor det kan ende med en sidste øjebliks beslutning. Derfor blev det lidt i sidste øjeblik til en tur ind i mørket for at se verdenspremieren på tyske "Lost Ones", som er en instruktørs spillefilmsdebut og så endda med et svært tema som seksuelt overgreb. Familiedramaet med det dystre emne er et indspark i debatten (som især hersker her på Berlinalen!) fra det tyske ViaFilm. 

Det er den tyske debut-instruktør Felix Hassenfratz, der forsøger sig med at skabe spænding og opbygge en suspense over det vanskelige emne. Vi møder de to søstre, der bor alene med deres far efter morens død. De har deres liv på landet i et lille lukket og kristent samfund. Maria er den ældste af de to, og hun føler sig kun fri, når hun spiller på sit orgel, men bruger sin tid og energi på at holde styr på sin to år yngre og rebelske søster Hannah. Maria er villig til at opgive sin egen orgel-drøm for at holde sammen på den skrøbelige familie, men bærer samtidig på en mørk familiehemmelighed. Og da en ung mand ankommer til gården som tømmer-sæsonarbejder, indledes et forhold, som viser sig at sætte alt på spil, og som alt ramler sammen beslutter søsteren Hannah at frigøre sin udfordrede søster. 

"Lost Ones" er uden tvivl en vigtig film, men også en svær balancegang mellem kvinde/ungdoms-frigørelse, seksualitet og et moderne familieliv som single-far. Far-karakteren er kun på afstand betragtet, mens pigerne mødes helt tæt på og viser flotte skuespils-præstationer fra de unge talenter. 

I Soderberghs nye thriller "Unsane" spiller Claire Foy en kvinde, Westley, der mener at blive forfulgt af en stalker, og så døjer hun med noget psykisk. Hun vælger derfor at lade sig tjekke på et privat psykiatrisk hospital. Det ender dog ikke som planlagt, da hun bliver indlagt og ikke kan komme væk igen, og tvivlen om, hvem der er kuk, melder sig. Er det hele blot i hovedet på hende? Soderbergh er efter kun et halvt år – siden den underholdende "Logan Lucky" – tilbage med et totalt stilskift, suspense og noget mindre humor. Noget tyder på, at den tidligere så produktive instruktør og selverklærede pensionist er tilbage i fuld vigør, eftersom han også lige har stået bag instruktionen på HBO's nye miniserie "Mosaic". "Unsane" er en iPhone-film, da samtlige billeder er skudt fra en sådan, og det giver et centreret, GoPro-agtigt POV-look, som får det hele til at fremstå mere intenst og "insane". 

Det er også flere lag i denne paranoia-fortælling, som det faktum at man har privatiseret sundhedssektoren i USA i sådan en grad, at der skal tjenes på sundhed – selv hos de, der ikke er syge. Og så er der desuden Westleys mange indre kampe og konflikter. En simpel fortalt thriller, der fungerer trods omstændighederne og det lave budget.

Dag 7

Efter frokost på en israelsk kosher-restaurant, der mere lignede en blanding af et bibliotek, en dagligstue, bager og kiosk, stod den atter på filmfestival. Dog knap så hektisk, efterhånden som slutningen er nær.

Den største del af denne dag gik med pressemøder og skrivning, blandt andet om gårsdagens afsluttende Soderbergh-film, og derefter et højdepunkt for undertegnede med pressemødet til "Unge Astrid", hvor både instruktør Pernille Fischer Christensen og hendes mand, forfatter Kim Fupz Aakeson (som hun sammenlignede med Astrid Lindgren og tilmed kaldte den danske version), samt Alba August med medspiller og producer var til stede. Og her kom jeg igennem med både ros og spørgsmål. Formåede endda at frembringe en latter i den ikke engang halvfyldte pressemøde-sal, hvor jeg fik selskab af Ekstra Bladets udsendte. 

Og derfor blev det så først sent om aftenen nok engang film-tid igen, og denne gang stod den på afklædte kroppe.

Det var den kropsundersøgende og intimt-eksperimenterende "Touch Me Not", som virker noget mere som en dokumentar end egentlig spillefilm. På en intim rejse udforsker instruktøren med sine karakterer temaer som forhold og accept af egen krop, hvordan vi ser ud og har det med det, ligesom temaerne sex, kropslig frigørelse og køn tages under kærlig behandling på heftig, eksperimenterende vis. Der røres ved alt på egen og andres kroppe i den særlige røre-intim-terapi-session, hvor også kroppe med handicap og særligt udseende må bryde og rykke egne grænser. Tankerne og følelserne luftes. 

Den karakteristiske demon-monster-mand Tómas Lemarquis (kendt fra film som "Blade Runner 2049" og "X-Men: Apocalypse") er også at finde i denne frigørelses- og terapi-film af Adina Pintilie, som desuden deltager i hovedkonkurrencen. Uden tvivl en film, der både først skal vendes, drejes og fordøjes på flere måder. Der står hele fem lande bag "Touch Me Not", som med sit kønsfrigørende budskab og et tydeligt kropsligt koncept nok skal gå rent hjem på en festival som denne. For er der noget, der hyldes på Berlinalen, så er det kvindekønnet, kroppe og #Metoo. 

Den 68. Berlinale lakker mod enden, men før det er helt ovre og vinderne findes, står den i morgen først på en tur på museum med Gael García Bernal og den næstsidste film i hovedkonkurrencen.