Moovy Exclusive: Berlinale ’18 – Dag 9: Festivalen takker af

Så nåede festivalen sin ende og den sidste lange dag med film var oprunden. De ti dage med film skulle ende med tysk supermarked, polsk politik og ukonventionel sci-fi.

Dag 9

Efter check ud og en ekstra times tiltrængt søvn ovenpå en seks timers nat nåede jeg lige akkurat ikke den polske "Twarz", så i stedet blev det til en tysk middagspremiere på "In den Gängen". Det var heller ikke en dum beslutning.

I et lagervarehus starter den stille og mutte Christian, en tavs mand af meget få ord, der efter et fængselsophold starter på et nyt liv som nat-opfylder. Han får hurtigt øjnene på den yndige og afdæmpede kollega Marion, som han langsomt og usikkert nærmer sig. På en nærmest poetisk facon fremstilles de lange, hårde nætter i varehuset som et andet stykke klassisk fremført musik. Christian er en atypisk karakter, som modsat de fleste allerede er i gang med en transformation og udvikling, da vi møder ham og historien begynder. Han har nemlig allerede indset, at trods de ringe omstændigheder, så skal livet vendes til det bedre, og den mørke tid med de kriminelle løbebaner og dårlige venner skal høre fortiden til. Men at blive på den rette sti og vej kan også være en udfordring i sig selv. Nok også derfor, at "In den Gängen" blev hyldet – og ikke så overraskende især godt modtaget af det national-glade hjemmepublikum. 

Det gav også en lille rejse tilbage til minderne og ungdommen som butiksansat og købmandsknægt. En tid, man nu næppe savner, da den både var hård og ofte urimelig. Men i Christians tilfælde modtages han af gode kollegaer og med åbne arme, også da den irriterende og næsten umulige gaffeltruck og palleløfter skal læres og mestres. Supermarkeds-filmen er ligeledes en lille, men dog væsentlig kommentar til vores stigende overforbrug, hvor der dagligt må smides kilovis af usolgte spiselige madvarer direkte ud i containeren. Den tyske supermarkeds-skildring er en fin, lille fortælling om at finde livet igen, og om at finde det, der giver det mening og glæde.

Derpå var der en pressevisning af den polske dokumentar "Impreza", som ellers kun varede 75 små minutter, men ak, nok engang måtte man se sig slået af sin søvn-trang og ufrivilligt overgive sig til en kort blunder. Nåede dog at få med her, at "Impreza" er en polsk iagttagelsesdokumentar, hvor der i en lille familie forberedes til stort guldbryllup med den tilhørende fest. Den yngste datter Alexandra (som også står bag filmen) finder ved sin hjemkomst ud af, at hun er den eneste i familien med sin åbne, politiske overbevisning og forsøger derfor nu at forstå sine nærmeste og deres måde at se tingene på – og ikke mindst hvornår og hvordan det kom så vidt, at Alexandra endte med at have en national-konservativ, højreorienteret familie. Én efter én sætter hun sig ned om bordet med dem og tager diskussioner op, som sætter sindene og tingene i kog. Alexandra vil bare forstå og forstås af sine nationalistiske forældre og søskende. EU, immigration og national kultur er de centrale emner, som vendes i huset, der dog er fælles om at bekymre sig for landets fremtid. 

Politik er jo ofte noget, man siger ikke skal på bordet til familiesammenkomster og fester og i stedet holdes helt udenfor. Men det har de åbenbart ikke hørt i Polen, for i "Impreza" kommer det det alligevel, når den polske dokumentar sætter fokus på det at være den eneste frisindede og idealistiske, som derfor er dybt uenig i resten af familiens overbevisning og i, hvad der er godt for landet og folket i dets fremtid. 

Niendedagen var samtidig også sidste chance for at opleve Lauren Greenfields ekstremt præcise portræt af en særligt velhavende befolkningsgruppe, som sjældent ses udenfor deres egne trygge omgivelser. Det er "Generation Wealth", der ellers i alle dens visninger bød på udsolgte og totalt fyldte sale, hvor folk strømmede til for at se det særlige og sjældne indblik. Greenfield har nemlig fulgt sine sine vildt velhavende karakterer i deres eget, virkelige liv igennem flere år. Derigennem forsøger hun både at skildre, provokere og lægge op til debat og dilemma.

Flere bliver rigere og nyder nemlig livets luksus, og de bliver også rigtig rige. Men hvad gør det ved dem? Og hvor rig kan man egentlig tillade sig at være og benytte rigdommen til? Ingen tvivl om, at "Generation Wealth" både sætter tankerne og dilemmaerne godt, grundigt og sundt i gang. Særligt i USA, hvor filmen er fra, har afstanden mellem rig og fattig aldrig været større.

Derfor er det en yderst relevant og veldrejet doku-skildring af både tid og tilstand for den rigeste procent. Således blev der altså også plads til andet end fiktion med en interessant dokumentar. I øvrigt er lydsiden klaret af lyddesigner Peter Albrechtsen – bror til Moovys egen Johan Albrechtsen – som for nylig opnåede en dobbelt Robert-nominering.

Årets sidste film i Berlin blev til Kiyoshi Kurosowas science fiction-film "Yocho", der bygger på hans tv-miniserie af samme navn, som blev sendt i Japan forrige år – som så oprindeligt igen er baseret på et teaterstykke – og filmen er såmænd en simpel og gammeldags fortalt sci-fi, der er helt uden brug af vilde, dyre og overdrevne speciel effects og CGI. Den forholdsvis enkelt fortalte invasionsfilm er egentlig "blot" en sammensætning af den fem-delte serie. Det hele starter mystisk ud med, at nogle få folk pludselig opfører sig underligt, fordi de har mistet kendskabet til deres næreste. De lokale læger er i vildrede og kan intet stille op. Det viser sig at være ukendte, invaderende væsner, som er umulige at spotte, idet de skjuler sig som menneskekroppe, men ikke opfører sig helt som mennesker. Og så behøver de et menneske som såkaldt guide, hvilket er sådan, vores hovedkarakterer kommer i kontakt med væsnerne. Væsnerne bruger en vis E.T.-agtig finger til at stjæle menneskers kendskab til hinanden ved at suge dem ud og opnå en stærk, usynlig energi.

Den japanske invasion er en udmærket omgang sci-fi, idet man af økonomiske årsager har sparet på de vilde effekter, og fordi den kun afslører lidt ad gangen – ligesom serien selvfølgelig – men desværre også i et for langsommeligt tempo. Dog er det et fedt koncept, der i øvrigt er skrevet af Kurosowa selv i selskab med forfatteren til gyserklassikeren "Ringu", nemlig Hiroshi Takahashi. Det var ham, der fik idéen til de menneske-agtige invaderende. "Yocho" er også en omgang, der vækker mindelser til de store klassikere som "The Day the Earth Stod Still" og endda Triers "Melancholia", som komponisten til musikken også har hentet inspiration fra. Og så ville man lave en ukonventionel version, der ikke var som alle Hollywood-udgaverne, hvor der er en regeringskarakter, som skal redde det hele. "Yocho" er i øvrigt en forgænger til deres første historie, "Before We Vanish", som så nu er fortsættelsen til denne. 

Efter filmen stod den på en ekstra lang Q&A med instruktør Kiyoshi Kurosowa i egen høje person og den sædvanlige tolk. Det var dog langt under halvdelen af den ellers fyldte sal, der havde tålmodigheden til den bitre ende efter den i forvejen lange film.

Så efter en yderst tilfredsstillende omend lang – men dog søvnfri – film gik den atter hjemad mod endnu koldere nord, og årets Berlinale havde dermed nået sin ende. Tilbage var kun oprydningen og priserne, som uddeles til den lukkede fest. Således var udgave nummer 68 af filmfesten forbi. I morgen bringer vi dog en samlet vurdering af både festivalen og de bedste af de sete af denne udgaves mange film, og en opsummering af de emner, der blev sat på dagsordenen, og som folk talte mest om.