Moovy Exclusive: Berlinalen 2024: Filmene i hovedkonkurrencen (del 3)

Franske film imponerer som potentielle prisvindere på årets Berlinale.

Ét af de helt store samtaleemner under Berlinalen i år handler om, hvorvidt hovedparten af festivalen skal flyttes. Siden år 2000 har Berlinale Palast og Potsdamer Platz været festivalens centrum. Aftalen med Palast udløber i 2027, og Potsdamer Platz har ofte mødt kritik for at være et sted uden historie, sjæl og indbyggere. Det virker en anelse svært for en turist at forstå, da stedet virker enormt. Sammenlignet med eksempelvis Alexanderplatz og lignende områder er her ganske rigtigt ret dødt – hovedparten af området er hoteller, biografer, indkøbscentret og kontorer. Om kontrakten ender med at fornyes, eller festivalen skal finde et andet område med biografer nok og gåafstand til de vigtigste områder, vides endnu ikke. Men det er svært at se et mere passende sted med nutidens briller på. Der er snak om den nedlagte Tempelhof lufthavn som mulighed, men det ville kræve en del bebyggelse. Det ville næppe gøre området meget mere historisk og med flere indbyggere end Potsdamer Platz. Nu må vi vente og se.

Den fransk/beninske "Dahomey" er Berlinalens første seriøse bud på en vinder. I hvert fald indeholder den alle de elementer, der typisk udgør en vinder. I filmen følger vi 26 oprindelige artefakters rejse fra Frankrig tilbage til Dahomey (nu kaldet Benin) i Afrika. Som en dokumentar har den sit helt eget meditative filmsprog, der giver disse artefakter en forvrænget stemme og eftertænksom personlighed, når de i monologer udtrykker sig. Langsomt udvikler den korte film på en times varighed sig til berettiget kritik af den vestlige verden, såvel som en sorg over den kulturelle arv der er forsvundet i Benin med disse artefakters tilfangetagen. Selv det oprindelige sprog er frataget befolkningen, da man i sin tid oprettede kolonier og gjorde dem til slaver. Instruktøren Mati Diop cementerer en vigtig pointe og så endda med en kunstnerisk unik stemme, og det ville undre mig meget, hvis hun ikke bliver belønnet med minimum en Sølvbjørn for denne bedrift.

Det tyske familiedrama "Dying" er sammensat som tre nogenlunde selvstændige kortfilm, der bindes sammen med kapitel til slut. Hver af filmene har et familiemedlem i centrum, og omhandler et gennemgående tema på årets festival – ensomhed. Selv med filmens gennemførte kulsorte humor og eksistentielle tanker om døden, er de tre timers spilletid unødvendige. Lars Eidinger er en af Tysklands helt store stjerner, og han rammer også alle tangenterne med en underspillet følsomhed med sin præstation. Materialet er bare ikke stærkt nok til at efterlade et varigt indtryk, og "Dying" ender derfor kun som en lille, og for lang, tragikomisk oplevelse.

Hong Sangsoo er efterhånden blevet et fast indslag på Berlinalen. "A Traveler’s Needs" er på alle måder en klassisk Sangsoo-film – og så alligevel ikke. Filmen er nemlig hovedsageligt på engelsk. I hovedrollen trasker Isabelle Huppert rundt i Sydkorea for at give folk private lektioner i fransk. På engelsk. Sangsoo fortsætter med sine lange statiske indstillinger, hvilket som altid kan være udfordrende for seeren. "A Traveler’s Needs" har en tør humor manifesteret i lange dialoger, spækket med gentagelser. Pointerne om kultur- og sprogforskelle slår sig imidlertid aldrig rigtig fast. Huppert er dog som altid en nydelse, og franskmanden løfter filmens niveau betragteligt.

Den dokumentariske kunstfilm "Architecton" er stort set blottet for menneskelige ord. I stedet ser vi på menneskets arkitektur fra oldtidens ruiner til nutidens bombardementer. Instruktøren Victor Kossakovskys poetiske billeder akkompagneres af bombastisk musik, mens han stiller spørgsmålet: "Hvorfor bygger vi bygninger med en holdbarhed på 50 år, når vi kan bygge bygninger, der kan holde i 1000 år?" Filmen kunne også fungere i mindre bidder som en videokunstinstallation på et museum, da 100 minutter er lidt lang tid at overlades til sine egne tanker. "Architecton" byder stadig på en intens visuel oplevelse, der kryber under huden, mens vi ser eksempelvis et stenskred i slow-motion og menneskets enorme cementkirkegårde.

Årets sidste film for mit vedkommende blev det franske coming of age-drama, "Foreign Language", der på alle måder var en fremragende afslutning på festivalen. I filmen skiftes teenagepigerne Fanny fra Frankrig og Lena fra Tyskland med at besøge hinanden igennem et udvekslingsprogram. Den kærlighed, der udvikler sig mellem dem, er lige dele troværdig og rørende. Instruktøren Claire Burger har mere på hjerte end blot dét. Verdens tilstand og den vægt, som nutidens ungdom bærer på deres skuldre er lige så vigtige temaer i filmen. "Foreign Language" besidder en sjælden ungdommelig fandenivoldskhed gennem sit audiovisuelle udtryk, og præstationerne af Lilith Grasmug og især debutanten Josefa Heinsius sidder lige i skabet. Den efterfølgende pressekonference bar præg af en ydmyghed for filmen – både fra pressen, samt folkene bag og foran kameraet. Filmens budskaber blev hængende i min krop på hele hjemturen. Mine fingre er krydsede for, at den snupper en pris eller to under prisuddelingen på lørdag d. 24/01-2024 kl 18:30.

Prisuddelingen kan følges live lørdag på Berlinalens hjemmeside her.