Moovy Exclusive: Blodig weekend-foromtale: "Scherzo Diabolico"

Filmene "Late Phases" og "Here Comes the Devil" af instruktøren Adrián García Bogliano har begge været vist på Blodig Weekend, som er Danmarks eneste filmfestival for genrefilm - gerne af den blodige slags.

Denne festival kommer i år til at køre i Cinemateket, hvor der som altid også vil være mulighed for at købe alskens ting og filmnørdede sager under Collector’s Market, der løber af stabelen om lørdagen, hvorimod der gennem hele weekenden vil være gæster i form af instruktører, fester og velinformerede, interessante introduktioner til de viste film. Man vil dog også få mulighed for at se Boglianos seneste film med det lidt svære navn "Scherzo Diabolico":

I en mexicansk storby sidder den lettere passive forretningsmand Aram med et tomt blik i øjnene og er led og ked af sit liv. Især kvinderne i det. Den prostituerede, han mødes med hver tirsdag. Konen, der altid brokker sig over hans manglende engagement og indkomst. Den nye flotte kollega, der sender ham forførende øjne i pauserne og pusler om hans ego. Det er bare ikke nok. Så han beslutter sig for at bortføre en sød skolepige til et tomt varehus, så der i det mindste er én, der er mere underkastet end ham. Men alting har en konsekvens, korthuse kan nemt falde sammen, et traume kan hurtigt blive til voldelige handlinger, og pludselig er grunden hed under den, måske ikke helt så stakkels, Aram.

Blodig Weekend kører fra 28. oktober til 1. november i Cinemateket. "Scherzo Diabolico" vises fredag 30. oktober kl. 16.30.

Foromtalen bringes i samarbejde med horrorfilm-eksperten Nadia Parbo fra Cineasten.dk.

Kommentarer

Blodig weekend-foromtale: "Scherzo Diabolico"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen