Moovy Exclusive: Blog: Skræk som social kommentar
"We're not a party, we're a movement," siger Patrick Stewarts skinhead-boss i "Green Room", da han skal give en peptalk til sine undersåtter, der – bogstaveligt talt – ser op til ham, mens han står på en scene og kigger ned på sine tilhængere. De svarer med klapsalver og glæder sig til at gå ud i verden med en viden om, at deres budskab om had i det mindste har tætte tilhængere. Overraskende påfaldende sagde Donald Trump disse ord i sin første tale til folket som præsident for USA: "Ours was not a campaign, but rather an incredible and great movement".
Skrækfilm har stort set altid haft sociale kommentarer. Der er de kendte som i George Romeros film, der altid har holdt af at give sine zombiefilm et socialt twist, hvad end det handlede om borgerskabets forbrugermani i "Dawn of the Dead" eller moderne narcissisme i "Diary of the Dead". Når folk fremhæver Romeros film, er det altid med dette in mente, som om det er denne del af hans film, der gør Romero til en helt speciel instruktør indenfor genren. Men social bevidsthed har aldrig været ukendt for skrækfilm. Ofte anvendes deres mange stemmer på at gøre opmærksom på uretfærdigheder i samfundet. Ja, skræk er en vred genre, og det er dén vrede, der sommetider fungerer som politisk indignation.
John Carpenter gjorde det i "They Live", hvor han lod afdøde Roddy Piper se samfundets kapitalisme gennem briller, der gjorde ham i stand til at afkode de regler, borgerne i virkeligheden lever efter. Det bliver også gjort i nyere film. I Miike Takashis "Audition" bliver kvinderollen dissekeret, analyseret og konkluderet, mens "The Purge" med mere eller mindre succes beskriver USA's fald og stigende amoral. Eli Roth har gjort det to gange: med "Hostel" i beskrivelsen af amerikansk, xenofobisk overlegenhed og senere i "The Green Inferno" med – som jeg ser det – den stigende politiske korrekthed, der har udgangspunkt i uvidenhed.
Men hvad er det, skrækfilm kan, som gør dem i stand til at have en enestående stemme midt i et politisk virvar? Og hvordan kan det være, at de aldrig helt bliver taget seriøst? I min optik kan sidstnævnte besvares enkelt: fordi de ikke er fine. I hvert fald ikke fine nok til at agere som kompagnoner til de dramaer, der også har en politisk, om end mere tydelig, dagsorden. Film som "Hostel" har intet problem med at blive klassificeret som torturporno, men bliver ignoreret som en film med politisk relevans. Og det på trods af, at "Hostel" og andre film i genren kan bidrage med en anden energi end dens politiske kammerater.
Det var Michael Moore, der i forbindelse med sit daværende tv-show, "The Awful Truth", sagde, at humor var den måde, hvor politiske pointer kom nemmest igennem. Skræk er i så fald den måde, hvorpå de har lettest ved at trække vejret. Efter min mening er der ingen politisk korrekthed i skræk, da den i forvejen er den mindst "frelste" genre i filmverdenen (medmindre man inkluderer pornografi). I et drama dyrkes den naturalistiske fortællestil, og i en komedie ville naturalisme komme med et skud satire. I skrækgenren kommer den med vrede. Vrede over den måde, Japan behandler kvinder (som set i førnævnte "Audition"), over manglende forening i samfundet ("Night of the Living Dead") og kommunismens frygtindgydelse ("Creature from the Blue Lagoon"). Det kan ses som ligegyldig underholdning, men det kan også ses som en vigtig stemme i en debat, der indeholder mange unge mennesker, som føler sig tilsidesat – og vrede.
Så hvad kan skrækfilm? De kan skabe en bro mellem den misforståede, ensomme gymnasieelev, den utilpassede, vrede mand og den uinteresserede kvinde, der synes, at holdninger er meningsløse. Alle dem, der er tabt for omverdenen og tilsidesat som nogle, der ikke interesserer sig for det politiske fællesskab. Dem, der ikke bliver kede af det, når de ser den stigende vold og manglende associering, men derimod bliver godt gale i skralden. Det er dem, som skrækgenren – og ikke dramaet – kan hive fat i.
Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.
Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.