Moovy Exclusive: Bloodig Weekend 2015 - et tilbageblik

Den efterhånden velansete genrefilmfestival Blodig Weekend gik af stabelen for fjerde gang i sidste uge. Igen bød programmet på uhyggelige mængder gys, gru, suspense og splat, og igen skal arrangørerne have ros for eksekveringen af en grusomt velfungerende filmfestival. De havde i år valgt at afgrænse festivalen til at finde sted i Cinemateket fremfor i flere biografer og til gengæld forlænge varigheden til fem dage.

At samle al gruen på ét sted gjorde det logistisk noget mere overskueligt at få sine filmønsker opfyldt. Men det bevirkede også fornemmelsen af at befinde sig i et fællesskab - at træde ind i en parallel dimension, hvor vold, blod og det groteske binder alle gæsterne socialt sammen. Den enormt tilfredsstillende og befriende følelse af at være blandt ligesindede - at kunne snakke længe og passioneret om eksempelvis body-horror, Troma og Dario Argento, uden at de tilstedeværende vendte øjne og skiftede emne.

Da jeg ankom fredag aften, klar til at opleve Jörg Buttgerreits undergrundsklassiker "Nekromantik", genkendte jeg øjeblikkeligt et par gæster fra sidste års Blodig Weekend. Der blev straks udvekslet smil og håndtryk, og samtalen blev ubesværet samlet op, hvor vi efterlod den for et år siden. Dette skulle vise sig at blive en gennemgående tendens for resten af weekenden - en ekstra tematik af fællesskab i festivalens omfangsrige program.

Blodig Weekend har alle år været dygtige til at sammensætte et varieret program, sådan at mange grene indenfor gysergenren blev tilgodeset. I år var ingen undtagelse, men særligt tre film, der tematisk omhandlende nekrofili, prægede weekendens program: Fredag aften introducerede instruktør Jörg Buttgerreit os for "Nekromantik", lørdag eftermiddag bød instruktør Héctor Hérnandes Vicens på sex i lighuset med "The Corpse of Anna Fritz", og søndag introducerede producer Brian Yuzna den vidunderligt groteske "Re-Animator". De tre film behandlede nekrofilitemaet på hver deres måde og i hver deres tone, hvilket bevirkede, at jeg blev berørt, provokeret og underholdt på vidt forskellige måder af alle film.

Buttgerreits klamme kærlighedsdrama var ren punkrock i filmform, og han introducerede også om søndagen antologifilmen "German Angst" - der viste sig at være en blandet fornøjelse. Brian Yuzna introducerede sin kultklassiker "Society" om lørdagen, som jeg her så for første gang og var kosteligt underholdt af. Newzealandske "Deathgasm" og første afsnit af tv-serien "Ash vs Evil Dead" var ren dæmonisk skæg og blodig ballade, mens dramaet "Spring" var en dejligt anderledes omend noget langtrukken oplevelse.

Den store overraskelse for mit vedkommende var dog den danske zombiefilm "Sorgenfri", som efter en mislykket visning onsdag aften afrundede festivalen søndag i stedet. Intet nyt blev ganske vist bragt til den efterhånden noget gennemtærskede genre, og filmen bød ikke på meget zombie-action. Men dramaet og karaktererne virkede ægte, og filmen var solidt instrueret af Bo Mikkelsen, som også gæstede festivalen og gav en Q&A efter visningen.

Nekromantikeren Buttgerreit og genanimatoren Yuzna var også at finde til festivalens Collector's Market lørdag, hvor de glædeligt gav en autograf og en hyggesludder. En stor del af det sociale sammenhold ved festivalen opnås i forbindelse med Collector's Market, hvor adskillige boder sælger dvd'er, vhs'er, soundtracks, bøger, tegneserier, plakater og meget mere. Markedet har noget at byde på for enhver, og selv den mest energiske horror-samler vil være i stand til at opstøve en sjælden perle. Der handles, snakkes, nørdes og ikke mindst hygges på kryds og tværs. Min eneste bekymring under markedet var min bankkonto.

For Blodig Weekend har - som alle gode festivaler - især én fantastiske egenskab: Den kan få bekymringerne fra den virkelige verden til at fordufte, så snart dørene til Cinematekets forhal åbnes. Man træder ind i en alternativ virkelighed, hvor det groteske og tabubelagte udstilles og diskuteres, hvor det grænseoverskridende hyldes, og hvor fællesskabet findes i ubehaget. Den er et mikrokosmos af perversioner, et vidunderligt kvalmeinducerende fristed og et infernalsk himmerige for horror-fans. Da jeg forlod Cinemateket søndag aften, havde jeg følelsen af at have været på en tiltrængt forlænget weekendferie i en forbudt sindstilstand. Jeg glæder mig allerede til næste år...

Kommentarer

Bloodig Weekend 2015 - et tilbageblik

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen