Moovy Exclusive: CPH PIX 2016: Original Bliss

Tysk film er desværre ikke noget, vi ser meget af på de danske breddegrader, selvom mange af disse snildt kan konkurrere med mange andre fra Europa. Derfor var det med visse forventninger, at "Original Bliss" blev vist. Det er da heller ikke, fordi "Original Bliss" ikke er en god film. Den er bare ikke alt det, den gerne vil være.

Emnet om tabt tro og et fortabt menneske, der prøver at finde troen, mens hun forelsker sig mod sin vilje, er et fint emne. "Original Bliss" krydrer det med anstrengt seksualitet og dominerende status, men det er ikke helt lige så fængende, som man kunne håbe. Det er ikke, fordi indblikket mangler, men mere det at følelser her ofte virker som en fodnote i en akademisk tekst. Altid skønne Martina Gedeck kan med bare sine øjne være med til at skabe sympati, men instruktør Sven Taddicken flygter fra den, hver gang der er bare en anelse at føle – hver gang der er andet at føle end medlidenhed selvfølgelig. Medlidenhed med den søgende Helene er nemlig meget velkommen, mens hun genskaber sig selv som en stærk kvinde. Det kunne have været stærkt, hvis "Original Bliss" ikke hele tiden prøvede at distancere os fra den empatiske kerne.

Den seksuelle ladning er konstant og virker som "Fifty Shades of Grey" for et avanceret, sofistikeret og intelligent og voksent publikum. Altså alt det, som "Fifty Shades of Grey" ikke ejer en eneste skygge af. Den er bedstemors våde drøm, når hun lader sine indre dæmoner styre, men er man under halvtreds år gammel, vil "Original Bliss" nok ikke have den samme stærke effekt.

"Original Bliss" vises lørdag 5. november kl. 12.00 i Grand Teateret.