Moovy Exclusive: Er Kubrick vigtig? Del 1: Mord, kys og galop

I anledningen af Kubrick Festival 2017 har Moovy sat sig for at dykke ned i Stanley Kubricks film i form af en artikelserie, der strækker sig frem til den store Kubrick-udstilling på Kunstforeningen Gl Strand i september. I kronologisk rækkefølge vil én eller flere af mesterinstruktørens film hver måned blive gennemgået ud fra forskellige tematikker, der vil fastslå, hvorfor Kubrick af mange betragtes som én af filmhistoriens allervigtigste instruktører.

En kort introduktion til Kubrick

Stanley Kubrick blev født på Manhattan i 1928 og blev i USA, indtil han i start 60’erne flyttede til England. Han var introvert og havde lettere OCD tendenser, så til trods for høj intelligens, havde unge Kubrick svært ved at markere sig i skolen. Uden for skolen fangede skak hans interesse og mange tillægger denne tidlige strategilæring stor betydning for den karakteristiske måde at instruere film på.

Dét der virkelig fik fyret op for Kubricks passion, og som blev kimen til den senere karriere indenfor film, var da han til sin 13-års fødselsdag fik et stilbilledekamera. New yorkeren udviklede sig til en ivrig fotograf og blev i en ung alder ansat hos "Look Magazine". Filmmediet begyndte dog at vække hans interesse mere og mere, og han lavede således et par korte dokumentarer og en enkelt spillefilm, "Fear and Desire" fra 1953. Da Kubrick senere selv tog afstand fra "Fear and Desire", har vi valgt ikke at lade den indgår i gennemgangen. Derfor starter vi vores Kubrick tour-de-force med at se på "Killer’s Kiss" (1955) og "The Killing" (1956).

Klassisk film-noir

"Killer's Kiss" kan ved første syn virke som en standard film-noir uden noget særligt "Kubrick'sk" over sig. Historien, der er skrevet af Kubrick, og som udspiller sig på den korte spilletid af en time og syv minutter, er da heller ikke videre original. Den unge bokser Vincent (Frank Silvera) indleder et forhold med sin genbo Gloria (Irene Kane). Gloria er en ægte damsel in distress, så Vincent finder hurtigt sig selv i et farligt miljø, hvor hovedmålet er at overleve og komme væk. Filmen har de klassiske noir-træk, komplet med voice over og sort/hvid-billeder. I persongalleriet finder vi stilen tro også den nedslåede, men stærke mand, overfor den svage kvinde, forfulgt af kriminelle. 

Det der gør, at denne film er værd at tage med i undersøgelsen af Kubrick, er, at den giver en indikation af det, Kubrick kan – og senere udvikler sig til som instruktør. Rent visuelt er den over standarden. Hvilket er tydeligt fra første scene, der åbner op i et total skud af Vincent, som står på stationen og venter. Kompositionen og omgivelserne er velbalancerede, hvilket giver et godt modspil til Vicents karakter, der virker stresset og nervøs. Det samme gør sig gældende, når Gloria i sin porøse skikkelse kommer gående op ad den skakternede trappe, der er filmet fuldstændig symmetrisk. Det er ikke bare flot at se på, men bidrager også til personernes sindstilstand.

I meta-laget leger Kubrick også med spejlinger og refleksioner, der igen giver mere dybde til filmen. Spejle indgår i mange af scenerne, blandt andet i en telefonscene, hvor Vicent i spejlet kan se Gloria i hendes lejlighed på den anden side. De er således sammen, men alligevel afskærmet fra hinanden. Temaet om stereotyperne af mand versus kvinde bliver også formidlet på en interessant visuel måde. Blandt andet gennem krydsklip de to hovedpersoner imellem ved at vise ballet som modstykket til boksning og selvfølgelig ved at lade den store slåskamp foregå på en mannequin-fabrik.

Mere end blot et kup

Hvis "Killer's Kiss" var Kubricks penneprøve, så kan "The Killing" ses som svendestykke. I denne noirfilm om at begå det perfekte kup bliver det igen tydeligt, hvordan Kubrick har en helt særlig forståelse for den visuelle fortælling og fremstilling. Filmens omdrejningspunkt er et velplanlagt røveri, der skal udføres under et hestevæddeløb. Til trods for at Sterling Hayden er filmens hovedperson, er resten af rollebesætningen så velspillende, at det føles som et ensemble. Et sted hvor det gode skuespil rigtig kommer til udtryk er i scenerne mellem skytten Nikki (Timothy Carey) og væddeløbsbanens parkeringsvagt (James Edward). I små hurtige interaktioner går det fra en rar og behagelig stemning til decideret ubehageligt, der både siger noget om historien, men også om overordnede problemstillinger som eksempelvis racisme.

Hvad der for alvor gør denne film til en af Kubricks første milepæle, er for det første måden, historien bliver fortalt. Handlingen foregå ikke lineært, således at der klippes i tid og begyndelse, og midte og slutning forekommer ikke i en naturlig rækkefølge. Dette var ret nyt på den tid, og selvom Kubrick ikke var den første til at benytte denne fortællestil, var han årtier før Quentin Tarantino, som mange ellers krediterer for at have "opfundet" denne fortælleteknik. For det andet var det på denne film, at Kubrick viste, at han var en instruktør med sans for alle detaljerne og hovedmanden bag det visuelle udtryk.

Det var således på settet af denne film, at det berømte skænderi med kameramanden Lucien Ballard udspillede sig. Ballard ville gøre et skud nemmere for sig selv, så han ændrede indstilling og linse, da han mente, at det stort set var det samme skud, de fik. Kubrick vidste som fotograf, at disse små ændringer ville give et andet perspektiv og dermed ikke det visuelle udtryk, han ønskede. Så Ballard fik valget mellem at forlade filmen – eller at gøre hundrede procent, som han blev bedt om.

 

Med disse eksempler er det blevet tydeligere at se, hvordan Kubricks visuelle forståelse og klare fortællersans langsomt begynder at tage sin form i disse første film, der måske ikke oser af Kubrick, men dog har et strejf.

Den sidste fredag i hver måned vil en ny Kubrick-artikel blive publiceret. Læs med fredag 31. marts, hvor vi vil se nærmere på Kirk Douglas' forbindelse og Kubricks korte forhold til The Studio System i Hollywood.