Moovy Exclusive: Interview med "Poor Things"-komponisten Jerskin Fendrix

Filmmusikkens hotteste nye navn taler med os om sit arbejde på Yorgos Lanthimos’ nyeste perle – og om cykelhorn, hofnarre og "Løvernes konge".

Jerskin Fendrix. Det lyder umiddelbart som navnet på et aparte Jimi Hendrix-coverband, men bag det kuriøse kunstnernavn finder vi den engelske musiker Joscelin Dent-Pooley – en beskeden og lidt ranglet herre i slut-20'erne, som voksede op tæt på den walisiske grænse, hvor der var masser af marker og kvæg, men påfaldende lidt musik i luften.

Men selvom Fendrix allerede er blevet nomineret til talløse prestigefyldte priser for sin musik til "Poor Things", en af de seneste års mest omtalte og kritikerroste film (vi har i øvrigt netop givet den topkarakter her på Moovy), så skal du altså ikke være flov over aldrig at have hørt mandens navn før – for når du besøger musikerens IMDb-profil, er der kun én eneste film på hans CV: netop "Poor Things".

Men hvordan i alverden kan en mand, der hverken har komponeret eller endda spillet så meget som én eneste akkord til et filmscore tidligere, få jobbet som komponist på en storfilm af selveste Yorgos Lanthimos? Den virtuose græske filmmager står bag bl.a. "Dogtooth", "The Lobster", "The Killing of a Sacred Deer" og "The Favourite", og man skulle da tro, at en efterhånden garvet æstetiker som Lanthimos ville hyre en ligeledes rutineret kunstner til at strikke sin films musikalske bagtæppe, ikke?

Og så alligevel... Lanthimos har altid været en vovet eksperimentator, så på sin vis forekommer det oplagt, at grækeren hyrede Fendrix efter blot at have hørt englænderens relativt ukendte, men hædrede debutalbum, Winterreise, der nøjagtig ligesom Lanthimos' film byder på vilde toneskift, kreative twists og kolliderende stilarter.

I åbningsnummeret, "Manhattan", lægger Fendrix (som både synger og spiller adskillige instrumenter) ud med nærmest at kærtegne klaverets tangenter, før han pludselig hamrer løs som et vredt barn, og en robotagtig stemme afløser det stemningsmættede klaverspil. Og "Onigiri" veksler problemfrit mellem pudseløjerligt xylofonspil og kraftige, 80'er-inspirerede synthesizerklange. Halvvejs igennem pladen lyder Fendrix pludselig umiskendeligt som Nick Cave i "Swamp", før "A Star is Born" straks vækker minder om introsangene i 90'ernes tegnefilmsserier, alt imens Fendrix nu synger, som var han en britpop-stjerne på O2-arenaen.

Fendrix kan tilsyneladende lidt af det hele. Så i realiteten er det intet under, at Lanthimos anede potentialet for et givtigt samarbejde – især på netop "Poor Things", som handler om en ung kvinde, Bella Baxter (spillet af en exceptionel Emma Stone), der lidt ligesom Frankensteins monster er blevet sammensat af flere menneskedele af en genial videnskabsmand. Med stor (eventyr)lyst og (vide)begær udforsker hun sin omverden, og Lanthimos' film, herunder netop Fendrix' musik, afspejler Bellas væsen med sin unikke og uimodståelige fusion af forskellige kreative væremåder og elementer.

"Jeg og Yorgos besluttede os tidligt for, at vi ikke ville diskutere andre komponister eller film," fortæller Fendrix, da vi interviewer ham over Zoom. "Og ikke blot musikken, men hele filmen udspringer fra sig selv – den har en helt unik energi, og alt fra kostumerne over scenografien til skuespillet er uden fortilfælde. Så det var meget vigtigt for os, at vi ikke lavede noget, der mindede om – eller var inspireret af – anden musik. På den måde udsprang musikken i stedet fra filmen selv. Fra manuskriptet og de visuelle designs, som blev skabt før optagelserne."

Fendrix er enormt snakkesalig og reflekterende, og når han taler, taler han langsomt og koncentreret. Hans svar bugner ofte af store tanker og store begreber, og indimellem stopper han helt op og tygger på sit svar i adskillige sekunder. Og så er hans dybe røst desuden enormt behagelig – lidt ligesom Æsel i "Peter Plys", om end langt mere lyksalig!

Du har tidligere talt om din opvækst i Shropshire, tæt på både Birmingham og Wales, hvor der var masser af gårde og tomme marker, men hvor der ikke skete så meget. Hvordan formår sådan et sted, hvor der foregår så lidt, at danne grobund for det udbrud af kreativitet, som skinner igennem i din musik?

"Det er et godt spørgsmål. Jeg ville ikke betegne det som et sted, hvor der ikke sker noget, men der sker bare intet kulturelt. Der er ikke mange spillesteder, biografer eller folk, der laver ting. Kulturen fyldte ikke meget i min opvækst. Hvis jeg i stedet var vokset op i en by, var jeg nok taget til en del koncerter og museer.

"Men jeg brugte en masse tid på marker og i skove, og det udstyrer dig med en særlig måde at betragte verden på. Og hvis du formår, kunstnerisk, at betragte noget på landet eller ude i naturen, der er så adskilt fra den måde, som kulturen fungerer på, så får du evnen til at betragte alt på den måde. Det giver god mening for mig, men alt giver vel god mening, når man ser det i bakspejlet? Men jeg tror, at den måde, jeg laver musik på, i høj grad hænger sammen med, at jeg voksede op i sådan et miljø frem for i et storbyområde."

Og så er det samtidigt så interessant, at "Poor Things" er den første film, du har lavet musik til. Jeg har læst mig til, at Yorgos Lanthimos hørte dit vidunderlige debutalbum, "Winterreise", og blev blæst omkuld. Tog han vitterligt bare fat i dig og fortalte, at han elskede dit album, før han så pitchede sin film?

"Ja, det er faktisk ikke mere kompliceret end som så. Jeg elskede virkelig 'The Lobster' og 'The Killing of a Sacred Deer', som jeg så som bachelorstuderende på universitetet. Og tidligt i 2021 fik jeg en e-mail fra en af hans producere, som skrev: 'Hej, jeg repræsenterer Yorgos Lanthimos, den græske filmmager, og jeg ved ikke, om du kender til hans arbejde, men han kender til dit. Er du frisk på en samtale med ham?' Og så tænker man bare: 'Gad vide, hvad den samtale kommer til at handle om?' Og i virkeligheden er den samtale stadig i gang... Men jo, det var meget uventet."

Du fortalte, at du så hans film på universitet. Var der noget særligt i dem og i den måde, som Lanthimos udtrykte sig selv på kreativt – måske netop hans brug af musik – der tiltalte dig og fik dig til at tænke, at I kunne gå godt i spænd med hinanden?

"Jeg tænkte ikke over musikken, mens jeg så filmene. Jeg syntes bare, de var fantastiske. Men jeg tror, vi har mange af de samme præferencer... Vi er begge virkelig glade for melodrama, når der er behov for det. Vi sætter begge to pris på, hvor potent humor – og forskellige former for humor, komik og vittigheder – kan være, når du bruger den på den rigtige måde.

"Humor kan forstærke et budskab eller en følelse meget bedre end noget, der er mindre kompliceret, mere prædikende eller mere seriøst. Vi leder begge to efter måder, hvorpå vi kan omvælte det traditionelle kreative sprog for derved at undgå mere åbenlyse greb og gøre noget mere uventet og... en smule chokerende. Vores tankegange er meget ens, og det fandt vi hurtigt ud af under vores første snak."

Og nu hvor du selv bruger ordet "humor"... Der er så megen iboende, finurlig humor i musikken. Det er lidt svært for mig at beskrive med ord, men det kommer især frem ved, at musikken er enormt smuk, men samtidigt er lidt ude af balance, aparte, underlig og dramatisk. Musik i komediefilm er sjældent interessant og ofte meget sød og traditionel. Men i "Poor Things" bliver filmens humor i dén grad underbygget af musikken. I må have talt meget om, hvordan I ville bruge musikken til at styrke, supplere og drive humoren i filmen?

"Ja, det er en skam, at der ikke findes flere ord! Men ja, musikken i komediefilm er sjældent særlig morsom i sig selv, og når jeg selv taler om humor, så er det ikke ligesom i stand-up-komik eller komedieshows... Jeg har engang researchet humor, og min musik er snarere knyttet til commedia dell'arte (lavkomik med maskerede skuespillere, som især var populær i Romerriget før Jesu fødsel, red.) og Shakespeares spøgefugle og hofnarre såsom i 'King Lear'... Det har mindre at gøre med, om det er sjovt eller ej. Det bunder i en udfordring: kan du tage et koncept, nedbryde det til murbrokker og dernæst genopbygge det som et helt anderledes og udfordrende værk? Det handler om at lave et nyt værk, der er helt uventet i forhold til det, som det første værk udtrykte – for mig er det essensen af humor.

"Men jeg prøvede ikke decideret at lave noget sjovt. Og jeg ved ikke, om musik kan være direkte sjov på den måde – når den prøver, fremstår den ofte meget selvtilfreds. Jeg kan bedre lide tanken om, at musikken er tumpet, naiv og selvudslettende. Et af de spændende aspekter ved historisk idioti og komik – såsom hofnarrene – er, at selvom de er sjove og underholdende, så er de også klar på at blive slået omkuld og gøre sig selv til grin til tjeneste for et større budskab. Og det var vigtigt for mig, at min musik kunne være tumpet og sårbar. Filmmusik er ofte meget poleret og usårlig. Jeg ville gerne lave et score, som var tåbeligt og flovt."

Jeg synes også, det er enormt interessant, at du har optaget alle instrumenterne hver for sig. Dén arbejdsproces går perfekt i spænd med filmens fortælling, idet du stykker det her værk sammen af forskellige komponenter. Det må også give dig stor frihed til at finjustere filmens "musikalske skabning" undervejs?

"Ja, præcis. Det gjorde jeg netop, og det stemmer fint overens med filmens temaer. Jeg besluttede mig også for at gøre det, så jeg derved fik total kontrol over hvert instruments lyd. Det var meget vigtigt for mig, at jeg ikke blev holdt tilbage af en typisk sammensætning af vestlige orkesterinstrumenter. Jeg ville gerne kunne finjustere de enkelte lyde på subtil vis, så de kunne lyde på én gang genkendelige og sære.

"På den måde minder musikken om Bella. Folk ser hende som en meget smuk og tillokkende kvinde, men inderst inde ved de andre karakterer godt, at der er noget sært ved hende, men dén erkendelse er dybt begravet i deres reptilhjerner. Andre instrumenter manipulerede vi i langt højere grad, men den musikalske palet var afhængig af, at vi kunne levere noget, der netop på én gang var genkendeligt og abnormt."

Og apropos instrumenter... hvad er det der enorme instrument, som du træder på i dansescenen? Du trykker på en ballonagtig pose på fronten... Er det overhovedet et ægte instrument?

"Jeg ville virkelig ønske, det var et ægte, brugbart instrument! Men vi havde ikke tid nok til at opfinde et helt nyt, funktionelt musikinstrument under den ene uge, vi indspillede scenen på. Jeg samarbejdede med scenograferne. Jeg fortalte dem om den støj, instrumentet skulle lave, og så skabte de det, der i bund og grund er en harpe med cykelhorn. Det var fedt og et virkelig sjovt instrument at spille på."

Det er en fantastisk scene! Og der er også et par numre, jeg gerne vil dykke lidt ned i... Bellas musiktema er fantastisk og afspejler smukt hende som karakter, fordi det på én gang er smukt og mærkeligt.

"Jeg har en stærk tilknytning til netop dét nummer. Det spænder fra det smukke til det primitive. Det vakler lidt rundt, før det til sidst munder ud i en nærmest giftig, kvalmende og svulstig Hollywood-version af temaet. Det er på én gang smukt, syrligt og farligt. Jeg kan virkelig godt lide, hvordan det tema netop afspejler Bellas natur."

Ja, jeg tænker, du refererer til dér, hvor nummeret kulminerer, og strygerne og især orgelet brager flot igennem. Det er vel dig, der også spiller den del?

"Ja, jeg spiller på orgelet. Jeg forsøger at spille alt selv, så jeg har den der totale kontrol... Jeg spiller også keyboard og strygere – med få undtagelser – og så hev jeg nogle musikere ind til primært at spille på træblæsere, for det kan jeg ikke finde ud af. Jeg fik både nogle musikelever og professionelle musikere ind, som kunne levere den her skæve, sårbare klang.

"Men med hensyn til slutningen... En inspirationskilde, som altid har siddet fast i knolden på mig, er de allerførste Disney-film – såsom 'Pinocchio' – hvor musikken til sidst altid leverer en hurtig, hyperaktiv ouverture, som når igennem alle musiktemaerne. Og jeg elsker, at musikken kulminerer på en virkelig rørende, smuk facon. Jeg ville gerne have, at det lød eventyrligt. Så et Disney-agtigt orkesternummer... ja, det lyder måske dumt, men intet andet havde passet ind dér."

Nu hvor du taler om Disney-musicals og inspirationskilder... Det fik mig til at spekulere over, om der er nogen særlige filmkomponister, som du lytter meget til og er inspireret af?

"Jo, der er mange. Jeg elsker virkelig Hans Zimmers score til 'Løvernes konge'. Det er et fænomenalt score. Tôru Takemitsus score til Akira Kurosawas 'Ran' er en ekstraordinær, musikalsk bedrift. Hver gang jeg lytter til det, bliver jeg virkelig forbløffet over, hvor stemningsfuldt og stærkt det er. 'Mulan' har fantastisk musik. Jeg skal virkelig stoppe med at tale om Disney-musik..."

Jerry Goldsmith er jo en fantastisk komponist!

"Præcis. Jeg er også kæmpefan af instruktører, som er dygtige kuratorer. Stanley Kubrick er nok en af de bedste kuratorer nogensinde inden for filmmusik. Han forstår, hvordan man tager et stykke musik og forvandler det til noget helt andet, når det indsættes i en særlig kontekst. Og han træffer ikke de oplagte valg, men han får os til at betragte filmen og musikken i et nyt lys.

"Poor Things" kan ses (og høres!) i de danske biografer nu – herunder i FORMAT Biograf, som afvikler filmens fortryllende lydside i Dolby Atmos.