Moovy Exclusive: Interview med instruktøren af "Gælden" - vejlensisk film om den kriminelle underverden

De færreste kan skrive filminstruktør på CV'et, men endnu færre kan gøre det med deres egen hjemby som ramme. Stefan Kjær Olsen debuterer snart med sin første spillefilm, "Gælden", som er optaget i Vejle og drevet frem af lokale kræfter. Ikke så meget som en krone har filmen modtaget i støtte fra Det Danske Filminstitut, men som en anden filmisk humlebi – og med hårdt arbejdende lokale kræfter i ryggen – er "Gælden" nu en realitet og vil være at finde i det danske biograflandskab 28. september.

"Det er ret vanvittigt," udbryder Stefan med store øjne om at være nået i mål med projektet. "Det er en god følelse, men også angstfremkaldende, for nu kan jeg ikke gøre mere, og det er op til andre at bedømme filmen."

Det hele startede i 2013 med "Blodbrødre", en socialrealistisk novellefilm, som Stefan skrev og instruerede. Modtagelsen var varm, filmen toppede blandt andet Filmmagasinet Ekkos kortfilm-liste, og således var håbet om en dag at kaste sig over en vaskeægte spillefilm tændt.

"Jeg fik virkelig blod på tanden, da vi lavede 'Blodbrødre', og jeg tror, den oplevelse klædte mig rigtig fint på til opgaven," lyder det fra ham. Og "Gælden" – en fortælling om to brødre og mødet med den kriminelle underverden – tager netop udgangspunkt i dén kortfilm. En slags udvidet version kan man sige. Og nu kan Stefan Kjær Olsen så se tilbage på et udvidet forløb. Fordi filmen ikke er lavet med støttekroner, har produktionen været som en kabale, der langsomt gik op.

"Tre år," konstaterer han tørt. Tre år med råkolde og lange optagedage i Vejle, men endnu længere dage i redigeringslokalet.

"Den største udfordring med et så stort projekt har faktisk været at tro på, at man har, hvad der skal til. Her tænker jeg specielt i postproduktionen, hvor man er nødt til at være ekstremt detaljeorienteret for at få et godt resultat. Du bliver nødt til at være tålmodig."

Den uprøvede instruktør lod sig heller ikke slå ud af kurs, da han pludselig stod på settet med store kendte skuespillernavne. Han beskriver oplevelsen som helt igennem positiv. Der var ingen stjernenykker i miles omkreds, og tværtimod følte han, at han fik masser af støtte.

"Nu havde jeg jo arbejdet med Bjarne (Henriksen, red.) før, så det gav noget ro, da vi gik i gang med at optage 'Gælden'. Men det er da en sjov følelse, når en mand som Kurt Ravn arbejder på sin rolle og spørger mig til råds," siger han med et forlegent smil.

For et lille stykke tid siden faldt der så en appelsin ned i turbanen på den spirende filmskaber. Hovedstaden ringede og ville være en del af det vejlensiske eventyr. De fortalte, at "Gælden" var blevet udtaget til den anerkendte filmfestival CPH PIX.

"Det gør jo, at filmen kan få et publikum, som ikke har noget forhold til filmen i forvejen. Det er så fedt. Og så kan man jo håbe på, at udtagelsen kan bane vejen for, at filmen også kommer lidt ud i den store verden," slutter han.

Foreløbig har "Gælden" dog premiere herhjemme i udvalgte biografer landet over 28. september, og på gaelden.dk kan du se hvor.

Desuden vises "Gælden" som en del af CPH PIX – også 28. september – i Dagmar kl. 19.00, hvor der også er mulighed for at møde instruktøren.

Kommentarer

Interview med instruktøren af "Gælden" - vejlensisk film om den kriminelle underverden

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen