Moovy Exclusive: Nicolas Winding Refn – dansk films rebelske ener, del 2

I anledning af premieren på "The Neon Demon" bringer vi 2. del af vores artikelserie om Nicolas Winding Refns mandsdominerede filmografi. I dag skal det handle om "Bronson", "Valhalla Rising", "Drive" og "Only God Forgives" – samt en rangering af Refns film.

Læs også 1. del af artikelserien.

Bronson (2008)

Nicolas Winding Refns revanche på engelsk hed "Bronson". I virkeligheden kunne den ligeså godt have heddet "Jang". For nok handler den om en autentisk person ved navn Michael Peterson (Tom Hardy), der under aliasset Charles Bronson blev kendt som Englands farligste straffefange, men den handler i lige så høj grad (hvis ikke mere) om instruktøren selv. Fremfor en traditionel biopic over Petersons liv – hvilket egentlig var planen, før Refn forkastede den tilgang – præsenteres vi her for et kuriøst metastykke om selviscenesættelse og om at finde sin måde at udtrykke sig.

"All my life I've wanted to be famous." Sådan siger Bronson indledningsvist. Refn har flere gange udtalt, at han i sine unge år selv higede efter ikke bare at være kendt, men at opnå mytestatus. Han havde ikke nogen særlige evner, var både ord- og farveblind, men ønsket om berømmelse blev efter sigende en stor drivkraft i vejen til en scene at optræde på. Gennem film fandt Refn som bekendt "sin scene", sin metier, hvorigennem han kunne realisere sine talenter – ligesom Michael Peterson som Bronson finder sin scene, fængslet, hvorfra han omsætter vold til kunst. I Nicolas Winding Refns film hersker som nævnt altid en konsekvent kompromisløshed. Dette gør sig også gældende for den "performancekunst", som Bronson udøver. Han stræber efter absolut perfektion. En forfængelighed, de begge har tilfælles, og som de bruger til at presse sig selv mod kunstens ekstremer.

Valhalla Rising (2010)

Refn har flere gange sagt, at det værste, han som filmskaber kan gøre, er at gentage sig selv eller lave det, der forventes af ham. Så da instruktøren meddelte, at hans næste film ville blive en film om vikinger, var chancen for, at vi ville få en vikingefilm i traditionel forstand, lig nul. For nok er der vikinger med i "Valhalla Rising", men derfra og så til tv-serien "Vikings" er der alligevel et pænt stykke vej. Gennem et filmsprog, hvor al overflødigt fedt er skrællet væk til fordel for stemning, lukker Refn os ind i en meditativ tilstand ladet med hallucinerende tanker og spørgsmål om tro såvel om mennesket overfor naturen.

I et dvælende tempo observerer vi den mystiske, stumme vikingekriger One-Eye (Mads Mikkelsen). Han er mennesket på det mest primitive stadie, et dyr mere end en mand, en naturkraft i sig selv. Uden nåde dræber han bestialsk sine herrevikinger, der udnytter ham som kamphund i gladiatorkampe, og sammen med en dreng, der har fodret ham i hans tid i fangenskab, slår One-Eye Unchained sig sammen med en lille flok nykristne vikinger. I "Valhalla Rising" synes Refn blandt andet at tematisere filmskabelsens forvildede proces. Målet med gruppens ekspedition er at nå Det Hellige Land med langbåd, men tågen – og muligvis One-Eye – betyder ændring i kurs. Refn har gjort det til sit varemærke at skyde sine film kronologisk, således at han – i stil med skabelsen af et maleri – lader sig styre af sit følelsesmæssige instinkt. Det endelige resultat er ligesom karakterernes destination ukendt, for kursen er konstant foranderlig. Hvad der i sidste ende møder dem, er ikke så vigtigt, for det er rejsen dertil, som ultimativt betyder noget for Refn.

Drive (2011)

En af dem, der blev særlig ramt af "Valhalla Rising", var Ryan Gosling. Da den canadiske filmstjerne så filmen og nåede til scenen, hvor One-Eye flår en mands indvolde ud, mens han endnu er i live, blev han klar over, at Refn skulle instruere "Drive" – en filmatisering af en bog, som Gosling havde købt rettighederne til. En kreativ bromance var født. Ryan Gosling spiller den navnløse, indesluttede antihelt Driver, der om dagen er stuntkører og om natten flugtbilist for bankrøvere i L.A. Ensomheden og isolationen bliver atter et bærende tema i Refns første Hollywood-produktion.

Driver er kun knyttet til én person, mekanikeren på det autoværksted, hvor han arbejder, men ud af det blå indleder han et forhold til naboen Irene (Carey Mulligan). Igennem sin gryende forelskelse øjner han ligesom Lenny i "Bleeder" et alternativ til sin indholdsløse tilværelse. Vi får minimalt at vide om den tavse skytsengel og hans fortid. Refn lader det være op til tilskueren selv at drage sine konklusioner. Ikke desto mindre aner vi bag skorpionpanseret et menneske, der higer efter at gøre det rigtige. De modstridende faktorer i Drivers person kommer især til udtryk i filmens famøse elevatorscene. Efter Driver og Irene har delt et følsomt kys, afslører han sin mørke, korrumperede side, idet han brutalt knuser hovedet på en bad guy. At "Drive" blev en kæmpe succes kan i høj grad tilskrives instruktørens fantastiske evne til at lade billeder og lyd med pulserende 80’er-agtig atmosfære og skønhed. Ved at kombinere mainstream og kunst til perfektion vandt Nicolas Winding Refn prisen for bedste instruktør i Cannes – og med ét lå verden for hans fødder.

Only God Forgives (2013)

I kølvandet på "Drive" blev instruktøren tilbudt adskillige stort anlagte Hollywood-projekter. Men Refn valgte som så ofte før at gå sine egne veje og lavede i stedet antitesen til "Drive", nemlig "Only God Forgives". En lille, mere utilgængelig sag. Vi følger den søvngængeragtige Julian (Ryan Gosling), den ene af to amerikanske brødre, der gennem deres bokseklub i Bangkoks underverden driver lyssky narkohandel. Da storebroren voldtager og myrder en ung prostitueret og selv bliver dræbt af pigens far – på opfordring af den gådefulde politiinspektør Chang (Vithaya Pansringarm) – kommer Julians dominerende mor, Crystal (Kristin Scott Thomas), ind i billedet.

Med "Only God Forgives" vender Refn tilbage til nogle af de samme temaer som i første og anden "Pusher"-film. Ligesom Frank har Julian en manglende evne til at have seksuelt samkvem. Han prøver desperat at få et rigtigt forhold til sin veninde Mai, men fejler. Der bliver ikke givet ved dørene, men mellem linjerne står det klart, at Julian plages af dybe traumer og mentale forstyrrelser, der synes at have ophav i et forkvaklet, incestuøst forhold til hans mor. Ligesom i "Fear X" dykker vi ned i de dybere lag af bevidstheden. Vi ser Julian vaske hænderne i blod, hvilket – sammen med flere andre spor – synes at indikere, at han dræbte sin far ud af jalousi og nu hungrer efter tilgivelse og forløsning. Da Chang til sidst slår Crystal ihjel, klipper Julian omsider navlestrengen til sit kontrolerende moderdyr, og ligesom Tonny frigør han sig sin skæbne og finder ro.

 

Skribentens rangering af Nicolas Winding Refns film:

1. "Drive"

2. "Only God Forgives"

3. "Bronson" 

4. "Bleeder" 

5. "Valhalla Rising" 

6. "Pusher 3" 

7. "Pusher II" 

8. "Pusher" 

9. "Fear X"