Spændende tema og artikel - har nogle af jer andre set "O.J.: Made in America"?
Moovy Exclusive: Raceproblematikken præger årets Oscar-nominerede dokumentarfilm
Dokumentarfilmen har en unik evne til at skildre samfundsmæssige problemer. Den kan sætte os ind i andres virkelighed og give nyt perspektiv. Når man kigger ned på listen over årets Oscar-nominerede dokumentarfilm, er det tydeligt, at især én problemstilling har optaget amerikanerne i 2016. Hele tre af årets fem Oscar-nominerede dokumentarfilm omhandler sortes rettigheder. På hver sin måde har "I Am Not Your Negro", "Den 13. forfatningsændring" og "O.J.: Made in America" ramt ned i en problematik, der her næsten 50 år efter Martin Luther Kings død stadig er højaktuel.
"I Am Not Your Negro"
Martin Luther King, Malcolm X og Medgar Evers. De tre borgerrettighedsforkæmpere, der alle blev myrdet af modstandere af 60'ernes borgerrettighedsbevægelse, er omdrejningspunktet for Raoul Pecks dokumentarfilm. Peck har dog ikke været interesseret i at gå systematisk til værks og give en kronologisk gennemgang af de tre forkæmperes livshistorie. I stedet har han taget udgangspunkt i forfatter og kulturpersonlighed James Baldwins erindringer til at skabe en intim dokumentar, der fortæller om de tre borgerrettighedsforkæmpere og USA's raceproblemer fra Baldwins perspektiv.
Genistregen ved "I Am Not Your Negro" er imidlertid, at filmen ikke blot fungerer som et historisk dokument. Tværtimod ses det, hvordan problemerne, som Baldwin beskrev årtier tilbage, stadig eksisterer den dag i dag. Det ses stadig alt for ofte, at ubevæbnede sorte bliver beskudt af politiet. Baldwins erindringer viser, at racediskrimination i allerhøjeste grad stadig er et problem i 2017.
"Den 13. forfatningsændring"
Med den 13. forfatningsændring i 1865 – kort tid efter den amerikanske borgerkrigs afslutning – blev slaveriet afskaffet. Og dog. For lovændringen havde en væsentlig fodnote, der påpegede, at reglerne ikke gælder for kriminelle. Ava DuVernay kigger nærmere på denne forfatningsændring, og hvordan sorte er blevet uretfærdigt behandlet af det amerikanske fængselssystem – helt fra 1800-tallet og frem til i dag. At hele 25 % af verdens indsatte sidder i et fængsel i USA, mener DuVernay ikke er et tilfælde.
Som dokumentar er "Den 13. forfatningsændring" konventionelt opbygget. Den fungerer som en klassisk historielektion, der med ekspertinterviews og arkivmateriale kronologisk guider os igennem det amerikanske fængselssystems historie. At det er en vigtig lektion, kan der ikke være tvivl om. Ava DuVernay demonstrerer i sin dokumentar, at der er noget rivende galt med fængslerne i frihedens land.
"O.J.: Made in America"
Ved første øjekast kan det måske virke mærkværdigt, at race havde betydning for udfaldet af retssagen mod O.J. Simpson. Men i "O.J.: Made in America" argumenterer Ezra Edelman ikke desto mindre for, at det var tilfældet. Det gør han ved at knytte retssagen til Rodney King-opstanden i 1992, der blev sat i gang, efter fire politifolk blev frifundet fra at tæve en forsvarsløs sort mand. Hermed viser Edelman, hvordan de sortes manglende tiltro til politiet havde afgørende betydning for både den gængse befolkning og juryens opfattelse af O.J. Simpson. Mens et stort flertal af den hvide befolkning troede, at O.J. Simpson var skyldig i at have dræbt sin kone, mente den sorte befolkning omvendt, at han var uskyldig. Da O.J. blev frifundet, var det derfor ikke kun en personlig sejr for den pensionerede footballspiller: Det var også en sejr for den sorte befolkning og en slags hævn for at have tabt Rodney King-retssagen.
I den syv timer lange dokumentar, der omhandler alle aspekter af O.J. Simpsons turbulente liv, spiller race derfor en væsentlig rolle. Ved at sætte den famøse retssag ind i en racekontekst ses det, hvordan hudfarve også spiller en rolle, selv når den ikke burde. Selv når det omhandler opklaringen af et mord, er uligheden i USA så stor, at det er umuligt at ignorere etnicitet. "O.J.: Made in America" viser, hvordan den uretfærdige behandling af sorte gennemsyrer det amerikanske samfund på alle ledder og kanter.
Den dag i dag
Der er heldigvis sket meget, siden Martin Luther King blev skudt i 1967. At USA har haft deres første sorte præsident understreger tydeligt det faktum. Men som #BlackLivesMatter-bevægelsen også viser, er der stadig lang vej igen for USA's sorte befolkning. Dette ses kun alt for tydeligt i de tre Oscar-aktuelle dokumentarer, der på hver sin måde sætter streg under, hvor vigtig raceproblematikken stadig er den dag i dag.
Mens "I Am Not Your Negro" er en intim og personlig dokumentar med udgangspunkt i én forfatters tanker, er "Den 13. forfatningsændring" omvendt en systematisk historielektion. Den altomfattende "O.J.: Made in America" viser, hvordan selv en mordretssag kan blive genstand for en kamp mellem hvide og sorte. De tre nominerede dokumentarfilm viser kun alt for tydeligt, hvorfor sortes rettigheder utvivlsomt også vil være et vigtigt spørgsmål i fremtiden.
"I Am Not Your Negro" kan ses på årets CPH:DOX.
"Den 13. forfatningsændring" kan streames på Netflix.
"O.J.: Made in America" er tilgængelig på dvd og Blu-ray.