Moovy Exclusive: Sundance Film Festival ’18 – Dag 5 & 6: Stjerneskuespiller med hjerteskærende instruktørdebut

Vulgær og voldelig kvindefrigørelses-thriller er en æstetisk joy-ride, men overgås af knugende familiedrama og en eminent Chloë Grace Moretz.  

5 sølle, uvurderlige timer. Så meget søvn fik jeg i nat. Og natten før. Og natten før natten før. Det går ikke stille for sig i disse dage, selvom min krop ofte kunne ønske sig det modsatte – det vidner daglige koffein-overdoser om.

Festivalens Midnight-sektion er en kærkommen hjælp til at bibeholde et energiniveau, der i det mindste lader folk vide, at man stadig er i live. Her er der mulighed for at opdage rablende, absurde og eksperimenterende genrefilm. Jeg gav det et skud og blev ikke skuffet.

Cyberterrorisme sender girl squad på hævntogt

Lige fra begyndelsen af "Assassination Nation" står det klart, at der er noget usædvanligt på færde. En voice-over dikterer handlingen, ombestemmer sig for, hvor filmen skal begynde og introducerer en montage, der opremser alle de elementer, som i løbet af filmen har potentiale til at træde folk over tæerne; "The Male Gaze", sexisme, ultravold for blot at nævne et par.

Vi følger en grupper high school-piger, der lever i en konstant tåge af chatbeskeder, instagramposts, snaps og selfies. Da en hacker formår at lække private beskeder og billeder fra næsten alle i byen opstår totalt kaos, der på rekordtid fører til kollektivt vanvid i den lille by. Og ikke bare som i, at nogen hænger nogen andre ud. Nej, folk begynder i stedet rent bogstaveligt at hænge hinanden og kappe halspulsårer med barberblade i hævnens navn.

Filmen føles – ironisk nok ganske fornøjeligt – som helvede på jord. Instruktør Sam Levinson tager udgangspunkt i en meget aktuel trussel og skruer op for alle virkemidler i processen. Indbyggernes reaktioner virker overdrevne, men man kan ikke undgå at spørge sig selv, hvad de virkelige konsekvenser af et sådant cyberangreb ville være. Og så er iscenesættelsen af den lokale free-for-all ganske enkelt fyldt med overskud og visuel finesse. Glæd jer eksempelvis til et mere end fem minutter langt indbrud, filmet fra husets ydre i ét take, med kameraet evindeligt svævende fra et vindue til et andet.

De globale distributionsrettigheder til filmen blev for et par dage siden opkøbt for over 10 mio. dollars – det højeste beløb på årets Sundance indtil videre. Lad os håbe, det betyder, at den kommer til Danmark inden for en overskuelig fremtid.

Paul Dano stiller sig bag kameraet for første gang og leverer højdepunkt

Hen mod slutningen af "Wildlife" spæner teenageren Joe væk fra sin far, der kort forinden i ren afmagt har forsøgt at sætte ild til en bekendts hus. Måden det er filmet på – ét langt trackingskud i profil – kan ikke undgå at give mindelser om slutningen på nybølgeinstruktøren François Truffauts "Ung flugt". I "Wildlife" er da det også drengens syn på verden og sin familie, der er i centrum, nøjagtig som i den franske klassiker.

Paul Dano er allerede et stort navn i filmverdenen qua sine roller i film som "There Will Be Blood" og "Little Miss Sunshine". Men med "Wildlife" indtager amerikaneren for første gang instruktørstolen og leverer i første hug en af festivalens bedste film.

Filmen foregår i 60’ernes Montana, hvor enebarnet Joe bor sammen med sine forældre, Jerry (Jake Gyllenhaal) og Jeanette (Carey Mulligan). Da Jerry mister sit job, tager det hårdt på familien. Manden i huset går i hundene og i et forsøg på at genfinde et formål med tilværelsen, melder han sig til at bekæmpe en voldsom skovbrand og forlader sønnen Joe alene med sin mor.

Morens reaktion på farens upopulære og temmelig selviske beslutning er drastisk. Hun er frustreret og deprimeret over livet som fattig husmor og den rastløse tilværelse som det jobløse, kriseramte USA tvinger ned over dem.

Gennem sønnen Joe skildrer filmen de svigt og lidelser familien må gå igennem. Jeanette opgiver rollen som omsorgsfuld husmor og forsøger i stedet at genoplive den tabte ungdoms sorgfrie tilværelse, og det går ud over Joe.

Det er i sandhed hjerteskærende og dybt rørende at opleve, hvad sønnen må gennemleve, fordi hans forældre hver især har deres idé om, hvem de burde. Og samtidig formår Paul Dano at afrunde karaktererne, så vi forstår de komplekse tanker, der driver karakterernes adfærd.

Tårerne pressede sig på flere gange, hvilket ikke mindst skyldes det 16-årige stortalent Ed Oxenboulds portræt af den stille, overbærende teenager fanget i kaos. Skriv navnet bag øret – ham kommer vi til at høre mere til fremover.

LGBT-fortælling, der går lige i hjertet

Chloë Grace Moretz leverer karrierens højdepunkt i "The Miseducation of Cameron Post", hvor hun spiller den titulære hovedrolle. Hun er på overfladen en ganske almindelig high school elev, men da hun bliver opdaget i at kysse med en anden pige, sendes hun til et kristent omvendelsescenter, hvor homoseksualitet nægtes.

De fleste af de unge på centeret har problemer med, hvad vejlederne kalder SSA – "Same Sex Attraction". En synd, der skal bedes væk. Det virker fuldstændig absurd, men filmen er faktisk overraskende afdæmpet og overdramatiserer ikke begivenhederne.

Hovedkarakteren Cameron og hendes venner tvinges til at undertrykke deres seksualitet, men der bliver aldrig banket hoveder ind i væggen eller råbt særlig højt. Effekten bliver så meget desto større, fordi det virker som om, at de unge godt ved, at det er nyttesløst at kæmpe imod. Nedslående, bevares, men man skal aldrig undervurdere menneskers evne til at rejse sig og stå sammen, når det virkelig gælder og filmen er i sidste ende håbefuld fortælling om lige netop det. Desiree Akhavan hedder instruktøren bag filmen, og mon ikke hun bliver en Sundance-darling også i de kommende år. Det ville være fortjent.