Moovy Exclusive: Sundance Film Festival ’18 – Dag 7 & 8: Dansk film med gode vinderchancer

Isabella Eklöfs brutale, danske film førte til udvandring, men er tankevækkende og et frisk pust af nysgerrig åbenhed.

En salig ro har lagt sig over det snedækkede Park City, Utah. Festivalen er ikke slut endnu, men det mærkes tydeligt, at de fleste film efterhånden har haft deres verdenspremiere, og at mange derfor er taget hjem. Jeg står dog stadig trofast i sneen med firkantede øjne.

Lørdag uddeles priserne i de forskellige konkurrencer og set med danske øjne bliver særligt "World Cinema Dramatic Competition" interessant at holde øje med. I konkurrencen er nemlig to danske film (instrueret af to svenskere, bevares). Det drejer sig om Isabella Eklöfs "Holiday" og Gustav Möllers "Den skyldige". Jeg fangede førstnævnte på syvendedagen.

Folk udvandrede til dansk film

"Holiday" har allerede inden festivalens start fået en del opmærksomhed fra de udenlandske medier, der antageligt har hørt på vandrørene, at her var der noget helt særligt i vente. Eklöfs debutfilm er da heller ikke det typiske danske drama, vi er vant til. Ikke fordi der mangler drama, men fordi æstetikken er noget ganske for sig og, kan jeg lige så godt sige med det samme, både provokerende, aktuel og dybt fascinerende.

Vi møder hovedpersonen Sascha (Victoria Carmen Sonne) i Tyrkiet, hvor hun er på luksusferie med sin noget ældre kæreste Michael (Lai Yde), der tjener sine penge gennem lyssky metoder og generelt er en noget intimiderende skikkelse.

Helt i starten af filmen skal Sascha overlevere en stor pengesum til en af Michaels forretningspartnere. Problemet er bare, at hun tog et par sedler fra kufferten kort forinden, da hun manglede penge til en eller anden nipsting. Resultatet er trusler og et par syngende lussinger fra forretningspartneren. Så er scenen ligesom sat. Sascha er mere et objekt end et respektabelt menneske i den her setting. Hendes intellekt har ingen interesse.

Historien må have været svær at pitche til et produktionsselskab, for på overfladen sker der ikke meget. Filmen er i stedet et komplekst og meget åbent studie af en kvindekarakter, der trods gentagne overgreb og ydmygelser vælger at blive, hvor hun er. En brutal og dybt ubehagelig voldtægtsscene fik omkring 25 af biografens gæster til at udvandre, da jeg så den.

"Holiday" er ikke for sarte sjæle, men den er ikke usympatisk eller ufølsom. Åbenheden og villigheden til at forme en hovedkarakter med et utal af nuancer, fejl og svagheder gør netop filmen til et betagende studie af den menneskelige psyke og vores ofte irrationelle tankegang. Og som hovedrolleindehaveren Victoria Carmen Sonne selv bemærkede efter filmen, handler ligestilling også om, at kvinder kan få lov til at være svage eller uperfekte uden at blive dømt. Men I kan jo selv dømme (eller lade være), når filmen forhåbentlig bliver købt til dansk distribution inden længe.

Opfindsomt og sprudlende mindfuck

"Horse people stealing jobs from slaves". Sådan lyder en avisoverskrift godt to tredjedele inde i rapperen Boots Rileys debutfilm "Sorry to Bother You". Så kan man ellers begynde at undre sig over, hvad fanden det egentlig er, man ser.

Stortalentet Lakeith Stanfield, der tilsyneladende medvirker i alt for tiden, spiller en ung, halvdoven telefonsælger, der en dag opdager, at han har et helt særligt talent. Hvis blot han bruger sin "hvide" stemme i stedet for den normale, er kunderne langt nemmere at overbevise. Cassius, som han hedder, stiger hurtigt i graderne, men på hvis bekostning opnår han succes? Er det ikke et problem at firmaet, han arbejder for, sælger afskyelige, skadelige produkter? At han skal tale som en hvid, for at få succes? Og hvad er der med de hestemennesker?

For at få svarene må I selv se filmen. Og det kan I roligt gøre, for "Sorry to Bother You" er en fornøjelse fra ende til anden. Den har friskhed, frækhed og vid som kun få andre komedier og er prisværdigt ligeglad med, hvad der er realistisk eller narrativt logisk. I stedet introducerer filmen en verden, der ligner vores egen, men uden de samme kedelige begrænsninger, og formår derigennem at kommentere med stærke pointer om diskrimination og hykleri.

Så undskyld jeg forstyrrer, men den her film skal I altså se.

Poetisk debut bringer mindelser om "Moonlight"

Når man, som jeg, ser mellem tre og fem film om dagen på en festival som Sundance, kan man hurtigt stirre sig lidt blind på det hele. Hvad var det nu, jeg så i morges? Den med Claire Danes? Nå nej, hun var med i den der anden, der handlede lidt om det samme.

Derfor er det også ekstra tilfredsstillende, når en film formår at skabe et visuelt, æstetisk indtryk, der skiller sig ud og lagrer sig på sin helt egen hylde i hukommelsen. Så er der noget at holde fast i.

Sådan en film er "We the Animals". Filmen kredser om en fattig familie bestående af tre drenge og deres forældre. Mor og fars forhold er turbulent og da mor en dag er hævet i ansigtet, forklarer faren sønnerne, at han slog hende for at løsne nogle tænder. Tandlægen har sagt, at de skal ud, lyver han.

Særligt den yngste, Jonah, er en drømmer og hvor hans ældre brødre langsomt hærdes af livets prøvelser, bearbejder Jonah dem gennem tegninger og indadvendt refleksion.

Filmen er dragende i sin skildring af et kompliceret familieforhold med en far, der det ene øjeblik er den mest spændende person i verden og i det næste udøver hjerteskærende tillidssvigt. Billedsiden er en af festivalens smukkeste, og den understøtter kompleksiteten ved ubesværet at veksle mellem hård realistisme og en lyrisk, livsbekræftende æstetik, der levende videregiver følelsen af barndommens ukuelige optimisme og fantasi.

"We the Animals" er sine steder så subtilt antydende i sin fortællestil, at man skal passe på med at blinke for ikke at misse pointen. Måden, hvorpå Jonahs udvikling og langsomme seksuelle vækkelse skildres, er noget af det mest empatiske og fintfølende, jeg længe har set. Måske siden Barry Jenkins’ "Moonlight", der ligeledes gik poetisk til værks i sin skildring af en drengs seksualitet i et råt miljø. "We the Animals" er ikke langt fra at nå samme niveau, som sidste års Oscar-vinder.