"10 Cloverfield Lane"-stjerne flytter til "Fargo"

Noah Hawleys serieudgave af "Fargo" har formået det, som "True Detective" ikke var i stand til, og skabt to formfuldendte sæsoner, som både publikum og kritikerne har hyldet. Forventningerne til den kommende tredje sæson er ikke blevet mindre af det hidtil offentliggjorte cast af fornemme skuespillere.

I forvejen var Ewan McGregor og Carrie Coon ("The Leftovers") parate til at flytte ind i det lille sneklædte bysamfund, og næste tilflytter er den meget talentfulde Mary Elisabeth Winstead.

Mary Elisabeth Winstead har længe været på spring til et større gennembrud med roller i bl.a. genindspildningen af "The Thing" og "Scot Pilgrim mod verden", men det er med hovedrollerne i dette års sci-fi-thriller af et kammerspil, "10 Cloverfield Lane" og i den gale komedieserie "BrainDead", at den 31-årige skuespillerinde for alvor har fået lov til at vise sit store potentiale.

I den nye sæson af "Fargo" skal Winstead spille den smarte og tiltrækkende prøveløsladte Nikki Swango, der er særligt skrap til bridge. Det skal blive spændende at se, om karakteren er ligeså godt skruet sammen som de kvinderoller, som henholdsvis Allison Tolman og Kirsten Dunst har fået stor ros for i de første to sæsoner.

I 2017 kan man atter vende tilbage til det oprindeligt Coen-skabte univers, vi kender som Fargo.

Kommentarer

"10 Cloverfield Lane"-stjerne flytter til "Fargo"

  • ★★★★★0

    Det virker stadig som at de har fuldstændigt styr på castingen. De ved hvad de gør :)

    Kruse18-09-16 10:55

  • 1

    Hun var intet mindre end fantastisk i 10 Cloverfield Lane!

    Jeg var ikke lige så vild med sæson 2 af Fargo, som jeg var med sæson 1, men det var stadig eminent fjernsyn. Jeg ser rigtig meget frem til sæson 3!

    Superknys18-09-16 15:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen