9 måneder efter premieren er "Oppenheimer" nu Christopher Nolans største hit nogensinde uden for USA

Det Oscar-belønnede krigsdrama bliver ved med at lokke folk i biffen.

"Oppenheimer" bliver ved med at trække flotte overskrifter. Her godt en måned efter filmens storsejr under årets Oscar-show, hvor den nappede syv priser (herunder Bedste film), har "Oppenheimer" indtjent 640 mio. dollars uden for USA og således overhalet "The Dark Knight Rises" (636 mio. dollars), hvorfor Christopher Nolans nyeste opus nu også er instruktørens største hit nogensinde uden for Nordamerika.

Det er jo ellers hele ni måneder siden, at "Oppenheimer" udkom i biffen, og den er også for længst udkommet på VOD, dvd, Blu-ray og 4K UHD (som i øvrigt lynhurtigt blev udsolgt i USA), men den bliver altså ved med at sælge biografbilletter.

"Oppenheimer" er da også først for nylig udkommet i Japan, hvor filmen i skrivende stund har indtjent 6 mio. dollars jvf. Box Office Mojo. Filmen har selvsagt været enormt kontroversiel i det østasiatiske land, idet den handler om skabelsen af de atombomber, som dræbte over 100.000 civile japanere mod slutningen af 2. verdenskrig.

Læs også: Spike Lee: "Oppenheimer" burde have vist angrebet på Japan

Filmens japanske biografpremiere gør det mere sandsynligt, at "Oppenheimer" ender med at indtjene 1 milliard dollars på verdensplan – en kæmpe bedrift for et tre timer langt drama, der hovedsageligt består af scener, hvor mænd diskuterer politik og videnskab i små, støvede lokaler.

Men "Oppenheimer" ender formentlig ikke som Nolans største hit til dato på verdensplan, idet der stadig er et stykke vej op til hhv. "The Dark Knight (1,004 mia. dollars) og "The Dark Knight Rises" (1,085 mia. dollars), når det drejer sig om samlet global omsætning.

En af filmens mange Oscar-vindere var den svenske komponist Ludwig Göransson, som Moovy TV interviewede sidste år, hvor vi bl.a. diskuterede musikerens samarbejde med Nolan, som blev kickstartet på "Tenet" tilbage i 2020:

Kommentarer

9 måneder efter premieren er "Oppenheimer" nu Christopher Nolans største hit nogensinde uden for USA

  • ★★★0

    På nyhedsbilledet er Nolan netop ved at forklare følgende: "... og så kører vi den ind med penis"

    Essal16-04-24 12:21

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen