Ai Weiweis dokumentar om flygtningskrisen udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig

Den verdenskendte kunstner, aktivist og filmmager Ai Weiweis dokumentarfilm "Human Flow" om flygtningekrisen er udtaget til hovedkonkurrencen ved den 74. Venedig Filmfestival, der løber af stabelen 30. august til 9. september.

Den Italienske festival er gennem sine 74 år blevet kendt for at være stedet, man premierer Oscar-kandidater, og forventningerne til de deltagende film er ikke mindre i år, hvor en række stærke instruktører er at finde i hovedkonkurrencen.

"Human Flow" udforsker den globale flygtningekrise gennem billeder og interviews i mere end 22 lande. Den er optaget over et år af 25 filmhold i en lang række lande. Filmen får premiere i de danske biografer 9. november.

Aktuel i København

Ai Weiwei er født og opvokset i Kina og kendt for sin kritik af systemet, der i 2011 fik ham fængslet uden rettergang. I Danmark skabte han stor opmærksomhed, da han i 2015 trak sit værk fra en udstilling på Aros som en kritik af den danske asylpolitik.

Han er i øjeblikket aktuel i København med endnu et kunstværk, der er en kommentar til flygtningekrisen. Det opsigtvækkende værk Soleil Levant, der er specielt skabt til facaden på Kunsthal Charlottenborg ved Nyhavn, består af mere end 3500 redningsveste opsamlet fra flygtninge.

Blandt de øvrige film i Vendig finder man bl.a. "Downsizing" af Alexander Payne, "Mother!" af Darren Aronofsky, "Suburbicon" af George Clooney" og "The Shape Of Water" af Guillermo del Toro.

Kommentarer

Ai Weiweis dokumentar om flygtningskrisen udtaget til hovedkonkurrencen i Venedig

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen