Arnold Schwarzenegger vender måske tilbage til "Predator"-franchisen

Efter sin tilbagevenden til Hollywood har Arnold Schwarzenegger medvirket i bl.a. "Terminator Genisys", og nu skulle der måske være mulighed for, at han snart atter vil være at finde i en anden populær franchise, der var med til at sparke hans karriere i gang: Predator.

Arnold fortæller, at han snart skal mødes med instruktøren Shane Black, der står bag den kommende nye "Predator"-film. Schwarzenegger og Black kender hinanden i forvejen, idet Black spillede rollen som Hawkins overfor bl.a. Arnold Schwarzeneggers Dutch og Carl Weathers' Dillon i den første "Predator" fra 1987.

Shane Black har tidligere fortalt, at den kommende film vil blive en fortsættelse og altså ikke en reboot - så der skulle være mulighed for, at Arnold kan gentage sin rolle - ligesom det heller ikke kan udelukkes, at Danny Glover fra "Predator 2" (1990) kan vende tilbage. Filmen er sat til at få premiere til marts 2018.

Schwarzeneggerer er i forvejen allerede tilknyttet en anden velkendt franchise, nemlig Conan, hvor han skulle være blevet bekræftet til at gentage sin muskuløse rolle som barabaren i "The Legend of Conan". Han er desuden tilknyttet fortsættelsen til "Twins" fra 1988, hvor han skal spille overfor Danny DeVito og Eddie Murphy. Filmen får titlen "Triplets".

Kommentarer

Arnold Schwarzenegger vender måske tilbage til "Predator"-franchisen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen