"Batgirl" mister instruktør Joss Whedon

Der bliver rusket op i rækkerne hos DC Films, og nu har Joss Whedon forladt superhelteprojektet om Batgirl.

"Avengers"-instruktøren Joss Whedon blev for godt et års tid siden annonceret som manden, der skulle bringe den første solofilm nogensinde om superheltinden Batgirl til live. Nu er planerne hos Warner Bros. og DC Films dog blevet ændret, og Whedon har forladt projektet.

Whedon fortæller i en officiel udtalelse, at det var problemer med filmens plot, der førte til filmmagerens exit: "'Batgirl' er så spændende et projekt og Warner/DC så samarbejdsvillige og støttende partnere, at det tog måneder, før det gik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt havde en historie."

I udtalelsen takker han desuden topfolkene hos Warner Bros. for deres støtte og fortsætter: "Alle var så behagelige, da jeg kom ombord, og så forstående, da jeg... øh, er der et mere sexet ord end 'fejlede'?"

Joss Whedon er også kendt for være hjernen bag populære serier som "Buffy – Vampyrernes skræk", "Angel" og "Firefly". Efter stor succes hos Marvel med de to første "Avengers"-film blev han hentet til Warner Bros. og deres DC-fortællinger, hvor han egentlig skulle kreere en film omhandlende Batmans kvindelige sidekick Batgirl, men også måtte fuldføre optagelserne på "Justice League", som Zack Snyder forlod, da hans familie blev ramt af en tragedie.

Nu er Whedon imidlertid ikke længere sat til at styre tøjlerne på noget superhelteprojekt, selvom det for nylig forlød, at Warner og DC havde udset sig "Batgirl" og "Flashpoint" til at være de næste tegneseriefilmatiseringer på rampen. I forvejen har man "Aquaman" og "Shazam!" på kalenderen, mens efterfølgeren til "Wonder Woman" snart begynder optagelserne. Der er ingen forlydender om, hvem der kommer til at overtage instruktørstolen på "Batgirl".

Kommentarer

"Batgirl" mister instruktør Joss Whedon

  • ★★★★2

    Det kan vist snart være ligemeget med DC :)

    gi-jones25-02-18 23:09

  • ★★★0

    "'Batgirl' er så spændende et projekt og Warner/DC så samarbejdsvillige og støttende partnere, at det tog måneder, før det gik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt havde en historie."

    Er det ikke samme historie som med de tidligere DC film, nu har jeg ikke set Justice League så jeg ved ikke hvor slem den er.

    MOVIE100026-02-18 00:30

  • ★★★★★1

    Vender Alicia Silverstone tilbage i rollen? 

    Lars!26-02-18 07:33

  • ★★★★★0

    Det tror jeg var et ganske fornuftig valg af Joss Whedon eftersom, at han næppe havde fået lov til at føre sine egne visioner igennem. Tværtimod var de nok druknet i den samme rodebutik af en suppedas som de øvrige film i DCEU universet har været udsat for efter devisen ; for mange kokke fordærver maden.

    NightHawk26-02-18 18:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen