Chris Hemsworth dukker næppe op i Quentin Tarantinos "Star Trek"-film

Hemsworth var ellers oprindeligt udset til at gentage rollen som kaptajn Kirks far i den næste "Star Trek"-film – før Quentin Tarantino overtog roret.

Før den australske skuespiller blev en verdenskendt superstjerne, medvirkede han i åbningssekvensen i J.J. Abrams' succesfulde "Star Trek" fra 2009.

Her spillede Hemsworth kaptajn Kirks far, George, som ofrede sig for at redde sin hustru, sin nyfødte søn og godt 800 andre besætningsmedlemmer om bord på rumskibet Kelvin.

Men som en klog mand engang sagde: "I science fiction er ingen for alvor død," og for et år siden afslørede Hemsworth i et interview, at George Kirk ville vende tilbage i den fjerde J.J. Abrams-producerede "Star Trek"-spillefilm, og at Abrams' idé til filmen var "fantastisk".

"I SKAL RINGE TIL J.J."

På dét tidspunkt var filmen ved at blive skrevet af manuskriptforfatterne J.D. Payne og Patrick McKay, men deres manus er blevet skrottet, efter at selveste Quentin Tarantino pitchede en idé til franchisens næste film, som både Abrams og Paramount har givet grønt lys.

Netop nu arbejder "The Revenant"-manuskriptforfatteren Mark Smith på en drejebog baseret på Tarantinos oprindelige idé, og i et splinternyt interview med IGN fortæller Hemsworth, at han nu ikke er sikker på, at han vender tilbage til rumsagaen:

"Jeg ved ikke noget. Det er en påmindelse om, at I skal ringe til J.J. [Abrams] og stille det samme spørgsmål, for jeg har ikke hørt noget nyt."

Da Hemsworth bliver spurgt, hvad der i sin tid gjorde ham så henrykt over Abrams' oprindelige idé til "Star Trek 4", siger han:

"Det var bare dét, at han havde fundet ud af, hvordan karakteren kunne genindsættes i dét univers. Jeg kan ikke sige for meget... der er ikke engang et manuskript... men jeg tænkte altid, at der måske var en mulighed for at hive ham tilbage på en eller anden måde. Jeg ved ikke præcist, hvordan J.J. ville gøre det, men han var meget entusiastisk omkring deres planer."

Tarantino arbejder p.t. på sin nye film, der efter sigende skulle kredse om seriemorderen Charles Manson, og som har premiere næste år – og hvis alt går efter planen, vil instruktøren dernæst kaste sig over den næste "Star Trek"-film.

Kommentarer

Chris Hemsworth dukker næppe op i Quentin Tarantinos "Star Trek"-film

  • 4

    "I science fiction er ingen for alvor død," og for et år siden afslørede Hemsworth i et interview, at George Kirk ville vende tilbage i Abrams' fjerde "Star Trek"-spillefilm som producer

    Det lyder godt nok som en underlig handling.

    Essal 8-01-18 05:14

  • ★★0

    Det lyder godt nok som en underlig handling.

    Rettet :)

    Rasmus Drews 8-01-18 14:03

Log ind for at deltage i diskussionen