Colin Trevorrow: Det var traumatisk for mig at forlade "Star Wars"

"Jurassic World"-instruktøren taler åbent om sin afskedigelse fra Skywalker-sagaens sidste kapitel.

Colin Trevorrow var en relativt nybagt instruktør med blot et par kortfilm, en dokumentar, det lille komediedrama "Safety Not Guaranteed" og blockbusteren "Jurassic World" på samvittigheden, da han blev hyret til at skrive og instruere den 9. episode af "Star Wars"-sagaen.

Men Trevorrow blev afskediget, før optagelserne gik i gang – angiveligt fordi filmmageren og Lucasfilm var dybt uenige omkring flere ting i Trevorrows manuskript. J.J. Abrams overtog instruktørstolen og omskrev manuskriptet, og "Star Wars: The Rise of Skywalker" udkom sidste december og fik blandede anmeldelser og skuffede finansielt.

Siden da er en masse detaljer fra Trevorrows oprindelige manuskript, som havde titlen "Star Wars: Duel of the Fates", blevet lækket online, og Trevorrows manus er tilmed blevet filmatiseret som en animeret kortfilm.

Læs også: Den næste "Star Wars"-film kommer først i 2023

Trevorrow har selv været relativt tavs omkring fyringen, og han har p.t. travlt med arbejdet på "Jurassic World: Dominion", men i et nyt interview med Collider tager Trevorrow bladet fra munden:

"Vi var i gang med at arbejde på filmens designs og manuskript, da jeg forlod 'Star Wars'. Det var på grund af manuskriptet. Jeg har tidligere instrueret film, hvor jeg har været så heldig at opleve, at jeg og alle andre på filmen gerne ville følges ad på den samme sti. Men det kan sagtens ske, at to mennesker ser to helt forskellige stier igennem skoven."

Med "to mennesker" refererer Trevorrow formentlig til sig selv og til Lucasfilm-præsidenten Kathleen Kennedy, som er ansvarlig for alle de store beslutninger bag kameraet på "Star Wars"-franchisen. Og Trevorrows clash med Kennedy og instruktørens efterfølgende "Star Wars"-exit gjorde ondt på ham:

"I kan sikkert godt forestille jer, at det er en traumatisk oplevelse, når det er noget, man virkelig holder af, og som man har investeret en masse i. Men det er en af de ting, man må acceptere, når man arbejder på film: man kommer til at opleve hjertesorg. Der kommer til at være nogle knusende nederlag."

Optagelserne til Trevorrows "Jurassic World: Dominion" er i gang igen ovenpå en længere corona-pause, og efter planen udkommer filmen i biograferne den 10. juni 2021.

Kommentarer

Colin Trevorrow: Det var traumatisk for mig at forlade "Star Wars"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen