De danske biografanmeldere hudflettes i ny satirisk roman

Forfatteren og filmkritikeren Nadia Parbo udkommer i morgen med bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Bogen er inspireret af Parbos egne erfaringer og oplevelser i miljøet som biografanmelder. Vi har talt med forfatteren, og nedenunder interviewet er et uddrag fra bogens bagside.

Interview med Nadia Parbo

Din første roman, "Lidt til de socialt udstødte og bortgemte trøstesløse", omhandlede en gymnasiepige og var inspireret af dine egne oplevelser. Denne gang er hovedpersonen en mand i midten af fyrrerne. Hvorfor dette skift?

Da jeg skrev "Lidt til de socialt udstødte…" var det for at bearbejde en del af min fortid, der var for tæt på førhen. Det var, i mangel af bedre ord, en terapeutisk roman. Det havde jeg ikke brug for, da jeg begyndte på "Sultne mennesker". Der er ikke meget taget direkte fra mig i den roman bortset fra et miljø, hvor jeg befinder mig meget i kraft af min tjans som kritiker. Der er visse af kritikerne, jeg især lægger mærke til, fordi de har skabt sig et image, der virker til at være mere baseret på en indre usikkerhed end en egentlig tro på eget talent.

Selvom du har ændret navnet, vil folk inden for branchen sandsynligvis kunne genkende nogle af dine persontegninger i virkelighedens anmeldere. Du er ikke bange for at komme til at træde dine "kolleger" over tæerne?

Man kan jo være hård og sige, at hvis nogen kan genkende sig selv, må det stå for egen regning. Men for at svare tydeligere på dit spørgsmål, så nej. Hvis man har en holdning til hvilket som helst emne, vil det altid være kontroversielt emne for nogen og jeg blev nødt til at skrive denne roman uden at bekymre mig om den slags. Der er så mange usagte ting i filmkritikermiljøet og alt for meget er styret af hierarki, vennetjenester og rygter. Det skal samtidig siges, at jeg altid har prøvet at placere mig lidt udenfor det hele, så mit syn kunne blive mere objektivt. Især da jeg begyndte at skrive "Sultne mennesker" gjorde jeg en dyd ud af at være objektiv. Miljøet er for godt til ikke at skrive om, men det har aldrig været førsteprioritet at genere nogle kritikere. Men hvis jeg gør det, må jeg jo tage det med.

Betragter du dig selv som først og fremmest forfatter eller anmelder – eller noget helt tredje?

Når nogle spørger mig, hvad jeg laver, er det altid svært. Der var engang, hvor jeg så mig selv mest som freelancejournalist, men i dag tror jeg, at jeg hovedsageligt ser mig selv som forfatter. Det er bare så svært at kalde sig selv forfatter. For mig svarer det til at kalde sig selv rockstjerne. Ikke at jeg har noget imod den sammenligning i øvrigt.

Har du planlagt din næste bog?

Ja, og jeg er også ved at skrive den. Den kommer til at handle om en sekt i Estland, blandet med lidt kommunisme i 80’erne. Sprogligt er den inspireret af Margaret Atwood og Kate Tempest. Så den bliver helt anderledes.

"Sultne mennesker" udkommer på Byens Forlag 30. september.