De onde stedsøstre fra Disneys "Askepot" får deres egen spin-off

Disney vil genfortælle det klassiske eventyr fra de ækle stedsøstres synsvinkel.

Disney har ifølge Deadline en live-action-film om Askepots onde stedsøstre, Anastasia og Drizella, i støbeskeen. 

Den originale animationsklassiker så dagens lys helt tilbage i 1950, og "Askepot" huskes især for den uforglemmelige og ikoniske kjole-scene, som hvert år indgår i Disneys juleshow: "Fra alle os til alle jer". 

Manuskriptet til den kommende spin-off leveres af komiker-duoen Kristen Wiig ("Wonder Woman 1984") og Annie Mumolo ("Bad Moms"), der sammen stod bag komedierne "Bridesmaids" og "Barb and Star Go to Vista Del Mar". 

Projektet er på så tidligt et stadie, at det endnu er uvist, hvorvidt Wiig og Mumolo også skal medvirke foran kameraet på den endnu unavngivne film, der beskrives som en musikalsk eventyr-komedie, som genskaber Askepot-fortællingen set fra de onde stedsøstres synspunkt. 

Der er angiveligt tale om en origin-historie i stil med "Maleficent" og den kommede "Cruella", hvor de legendariske Disney-slyngler nu er hovedpersoner. Vi må derfor antage, at det også bliver til et gensyn med de jaloux stedsøstres intrigante og nederdrægtige mor, Lady Tremaine.

Den nye "Askepot"-spin-off har endnu ikke fået en premieredato, mens det til gengæld er sikkert og vist, at "Cruella" udkommer i biograferne og på Disney+ den 28. maj.

Kommentarer

De onde stedsøstre fra Disneys "Askepot" får deres egen spin-off

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen