"Dune"-remake får manuskript af "Forrest Gump"-forfatter

Det er noget af en opgave, som den Oscar-vindende manuskriptforfatter Eric Roth har påtaget sig, når han skal skrive manus til Denis Villeneuves kommende filmatisering af Frank Herberts legendariske sci-fi-roman "Dune".

Historien er notorisk kendt for at være noget nær umulig at filmatisere, selvom David Lynch gjorde et ihærdigt omend knap så vellykket forsøg i 1984 med Kyle MacLachlan, Max Von Sydow og Sting på rollelisten. I år 2000 kom en tv-serie, der heller ikke just blæste fansene bagover.

Eric Roth er blandt andet kendt for at have skrevet manuskripterne til "Forrest Gump", "München" og "Benjamin Buttons forunderlige liv", og han skal nu for første gang prøve kræfter med science fiction-genren.

Instruktør Denis Villeneuve er noget mere velbevandret i den henseende, da han stod bag sidste års "Arrival" og den kommende "Blade Runner"-fortsættelse, "Blade Runner 2049".

Den nye udgave af "Dune" har endnu ingen officiel premieredato.

Kommentarer

"Dune"-remake får manuskript af "Forrest Gump"-forfatter

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen