Eddie Murphy vender tilbage i "Coming to America 2"

Det oprindelige cast vender angiveligt tilbage i den længe ventede fortsættelse til komedie-klassikeren.

Over 30 år er gået, siden Eddie Murphy i rollen som Prins Akeem af Zamunda drog til Queens for at finde en passende hustru i "Coming to America". Nu skulle det imidlertid være sikkert og vist, at Paramount Pictures har en opfølger på vej med Craig Brewer i instruktørstolen. Eddie Murphy og Brewer har allerede samarbejdet på det biografiske drama "Dolemite Is My Name", og nu skal de så prøve kræfter med "den svære toer", der ventes at gå i produktion i løbet af 2019.

I "Coming to America 2" vender Akeem tilbage til USA, da han erfarer, at han har en ukendt søn, som dermed er retmæssig arving til Zamundas trone. Dermed er der lagt op til endnu et fish-out-of-water-eventyr i stil med originalen.

Oprindeligt cast tilbage

Planen er at få det oprindelige cast, der talte skuespillere som Arsenio Hall, James Earl Jones, Shari Headley og John Amos, tilbage i deres respektive roller fra etteren, hvilket glæder hovedpersonen Murphy:

"Efter mange års forventninger er jeg begejstret over, at 'Coming to America 2' officielt skrider fremad. Vi har samlet et fantastisk hold, der skal ledes af Craig Brewer, som udførte et flot arbejde på 'Dolemite Is My Name', og jeg ser frem til at bringe alle disse klassiske og elskede karakterer tilbage til det store lærred."

Fortsættelsen har endnu ingen officiel premieredato. 

Kommentarer

Eddie Murphy vender tilbage i "Coming to America 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen