En ny "Evil Dead"-film er på vej

De dødes bog skal snart åbnes på ny.

Sidste års "Evil Dead Rise" var seriens første film i mere end et årti og den absolut mest indbringende. Meget tyder da også på, at vi ikke skal vente helt så længe på den næste "Evil Dead"-film.

Seriens skaber, Sam Raimi, har nemlig hyret en instruktør, som skal skrive og instruere den sjette "Evil Dead", så alt peger på, at de dødes bog snart skal åbnes på ny.

Læs også: Interview med Sam Raimi: En trendsættende troldmand gør comeback i Hollywood

Ligesom det var tilfældet med Lee Cronin, der instruerede "Evil Dead Rise", bliver det en forholdsvis ung og uprøvet instruktør, der skal styre løjerne. Faklen bliver givet videre til Sébastien Vaniček, der fik sin spillefilmsdebut sidste år med den fransksprogede gyser "Vermines".

Bruce Campbell, der var stjernen i de første tre film og nu agerer medproducer på franchisen, har tidligere udtalt, at han havde et ønske om en ny "Evil Dead" hvert andet år, hvilket nu ser ud til at kunne være et meget realistisk scenarie. 

Den kommende "Evil Dead"-film har endnu ingen titel eller forventet premieredato. Indtil videre beskrives den blot som en spin-off på "Evil Dead". Hvad det dækker over, må vi vente med at finde svar på, til flere detaljer løftes.  

Kommentarer

En ny "Evil Dead"-film er på vej

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen