Gremlins-skaberens næste projekt: Morderiske bamser!

Med Joe Dante som producer skal prisvindende kortfilm blive til stort anlagt gyser-komedie.

Instruktøren bag "Gremlins", Joe Dante, er blevet hyret af produktionsselskabet Endless Media til at fungere som executive producer på filmen "Teddy Bears are for Lovers". Filmen bliver baseret på en prisvindende kortfilm af samme navn fra 2016, hvori den studerende Collin og hans kæreste Sarah bliver angrebet af morderiske bamser. Undervejs viser det sig, at bamserne alle har været gaver, Collin har givet til tidligere kærester.

I sand gyserfilm-stil kan Collin kun bryde forbandelsen ved at opnå tilgivelse fra sine tidligere kærester inden solnedgang.

Michael Bonvillain – der har arbejdet som filmfotograf på blandt andet tv-serien "Lost" – debuterer som instruktør på filmen.

Joe Dante fulgte en af 80'ernes mest elskede film, "Gremlins", op med "Gremlins 2 – Det nye kuld" i 1990. Han var også manden bag "Min mikro-makker" – en spøjs sci-fi-film fra 1987, hvori Dennis Quaid krympes til mini-størrelse og injiceres i Martin Shorts krop.

Opgaven med at skabe de morderiske bamser håber produktionsselskabet at kunne give til Peter Jacksons Weta Workshop. De er lige gået i gang med arbejdet på James Camerons næste "Avatar"-film, men vi må se, om de kan klemme lidt mekaniske morder-bamser ind i skemaet.

Kortfilmen "Teddy Bears are for Lovers" kan ses herunder.

Kommentarer

Gremlins-skaberens næste projekt: Morderiske bamser!

  • 3

    Øv, læste det lige som morderiske babser. Blev sgu skuffet da jeg opdagede min fejl :(

    Nagash18-02-18 22:57

  • ★★★★★0

    Øv, læste det lige som morderiske babser. Blev sgu skuffet da jeg opdagede min fejl :(

    Haha, jeg gjorde det samme! :D

    Kruse18-02-18 23:29

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen