Guf for Star Wars-fans - New York Times samler alle artikler i én massiv bog

New York Times samler ALLE deres artikler om Star Wars fra begyndelsen til nu i en stor coffee table-bog.

Star Wars er overalt. I dag hedder spørgsmålet ikke "Har du set Star Wars-filmene?", men "Hvor mange gange har du set Star Wars-filmene?". Star Wars har siden begyndelsen været med til at revolutionere filmindustrien, og ingen anden film har formået at blive så stort et popkulturelt fænomen og en pengemaskine. Og det med rette. 

Der var dog en tid, før Star Wars var overalt – før internettet og før digitale medier – og denne tid vil New York Times gerne hylde ved at åbne op for deres arkiv og lægge samtlige artikler om Star Wars til rådighed for nysgerrige fans. New York Times har været med helt fra begyndelsen, og deres arkiv af Star Wars-materiale er i dén grad omfattende.

Historien starter i 1973

"In A Galaxy Far Far Away", som er titlen på værket, fortæller ved hjælp af artikler, anmeldelser, dødsannoncer og kommentarer historien om Star Wars helt fra før den første premiere i maj 1977 og op til "Star Wars: The Last Jedi" i dag. Bogens allerførste artikel er faktisk dateret allerede i 1973, hvor det rapporteres, at filmskaberen George Lucas i øjeblikket arbejder på den fremtidige rumopera.

For at holde det så autentisk som muligt får bogen format efter artiklernes avisformat, hvilket i en verden af digitale medier måske kan vække noget nostalgi hos læseren. Dette gør også, at bogen har en højde på lige knap 40 cm og dermed er noget af en betonklods.

Bogen kan pt. bestilles i USA, men om den også får en europæisk udgivelse, vides endnu ikke.

Kommentarer

Guf for Star Wars-fans - New York Times samler alle artikler i én massiv bog

  • ★★★★★★0

    Indimellem kan det være ret sjovt at læse noget i et retroperspektivt lys. Jeg har f.eks en bog om Elvis udgivet et par år før hans død. Det beskrives de år af 70’erne som slutningen foregår i, langt mere glorværdigt end den er gjort i årene efter. Ganske naturligt måske, men sjovt alligevel.

    T. Nielsen22-01-18 21:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen