Jeg håber de bruger masser af kræfter på det - så har det en chance for at blive godt. Den første var bestemt en oplevelse - først og fremmes på grund af Phoenix.
Joaquin Phoenix og Todd Phillips bekræfter "Joker 2" – og filmens særegne titel
Den bedste titel til en toer siden "Hot Shots! Part Deux"?
Siden Todd Phillips' "Joker" blev en verdensomspændende og Oscar-belønnet megasucces i 2019, har der floreret rygter om en fortsættelse. Og for et år siden kom det frem, at Phillips arbejdede på manuskriptet.
Og nu har instruktøren bag "The Hangover"-trilogien netop afsløret på sin Instagram-profil, at manuskriptet er klar – den 51-årige filmmager har tilmed uploadet et billede af Joaquin Phoenix, som læser drejebogen.
Phillips' opslag afslører også filmens noget ejendommelige titel: "Joker: Folie à Deux".
Se også: Se slettet "The Batman"-scene med den nye Joker
Filmens franske undertitel betyder bogstaveligt talt "delt galskab", og som Variety skriver, så bruges begrebet også inden for psykiatrien til at betegne en delt psykisk forstyrrelse. Betyder det mon, at vi møder en ny udgave af Jokerens udkårne, Harley Quinn? Margot Robbie har spillet rollen i en række nyere DC-film, herunder James Gunns "The Suicide Squad".
Vi ved stadig intet om plottet i "Joker: Folie à Deux", som Phillips har skrevet sammen med Scott Silver ("The Fighter"). Men vi møder altså igen den fallerede komiker Arthur Fleck (Phoenix), som ovenpå en masse traumatiske oplevelser, sygdom og modgang øjensynligt forvandler sig til Batmans ærkefjende.
"Joker" indtjente næsten 1,1 mia. dollars på verdensplan og blev nomineret til hele 11 Oscars – filmens score (af islandske Hildur Guðnadóttir) og Phoenix tog en prestigefyldt statuette med hjem.
Det vides endnu ikke, hvornår "Joker: Folie à Deux" lander i biffen.