John Cho vil gerne lave mere action i "Star Trek 4"

Den 50-årige skuespiller håber, at Sulu får lov til at svinge med kården igen.

Vi ved, at den næste "Star Trek"-film warper ind i biograferne i december 2023. Men derudover ved vi meget lidt om den stadig unavngivne sci-fi-fortsættelse, som i øjeblikket blot omtales som "Star Trek 4", idet den bliver den fjerde film med rumskibet Enterprises yngre besætning, som vi først mødte i J.J. Abrams Oscar-belønnede "Star Trek" fra 2009.

Med andre ord: Chris Pine, Zachary Quinto, Karl Urban, Zoe Saldana, Simon Pegg og John Cho vender tilbage som hhv. Kirk, Spock, McCoy, Uhura, Scotty og Sulu. Hvis altså alle kontraktforhandlinger afrundes ASAP.

I et interview med Fatherly indikerer Cho da også, at det ikke er stensikkert, at "Star Trek 4" vitterligt bliver til noget. Men ligesom hans kollegaer krydser han tydeligvis fingre, og han har også et særligt ønske til manuskriptforfatterne.

Læs også: Chris Pine og Karl Urban glæder sig også til "Star Trek 4" – men kalenderen driller lidt

"Jeg ville elske at lave endnu en 'Star Trek'-film," fortæller Cho. "Og det ville være sjovt at lave en actionsekvens ligesom i den første film. Men jeg tøver dog altid med at sige den slags, fordi manuskriptforfatterne bliver betalt for at drømme, og jeg har ikke lyst til begrænse deres fantasi."

Som Cho netop siger, så medvirkede han i en enkelt stor actionsekvens i den første af de nyere "Star Trek"-film, som kan ses her. Her fik Sulu lov til at fægte mod et par brutale romulanere – en hyldest til en ikonisk scene i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne.

Selvom Chos ord antyder, at vi stadig kun kan håbe på at se en ny "Star Trek"-film, og at det altså ikke er sikkert og vist, at den kommer, så har chefen for filmselskabet Paramount for nylig udtalt, at optagelserne snart går i gang. J.J. Abrams producerer "Star Trek 4", mens "WandaVision"-bagmanden Matt Shakman sidder i instruktørstolen.

Moovy TV interviewede bl.a. Cho op til premieren på den seneste "Star Trek"-film, "Star Trek Beyond" fra 2016:

Kommentarer

John Cho vil gerne lave mere action i "Star Trek 4"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen