John Williams leverer musikken til "Star Wars: Episode IX"

Den Oscar-vindende komponist og legende afslutter, hvad han begyndte for over 40 år siden i den allerførste "Star Wars" med sine tryllebindende scores.

85-årige John Williams har leveret den storslåede musik til samtlige otte episoder i Star Wars-sagaen siden den første film så dagens lys i 1977. Komponisten er desuden den nulevende person med flest Oscar-nomineringer på sit mildt sagt imponerende CV.

Det Oscar-vindende ikon er dog langt fra færdig med at sætte toner til begivenhederne i "en fjern, fjern galakse"

Således skal John Williams levere musiktemaet til "A Star Wars Story"-filmen om den unge Han Solo, mens John Powell ("Bourne"-filmene) skriver hovedparten af filmens score.

Det er nu endvidere kommet frem, at veteranen skal levere musikken til den endnu unavngivne "Star Wars: Episode IX", der efter alt at dømme bliver sidste film i Skywalker-sagaen, og som er en fortsættelse af "Star Wars: The Last Jedi". Og mon ikke de fleste fans af filmmusik i almindelighed og Star Wars i særdeleshed glædes over, at manden, der har skabt nogle af de smukkeste og mest uforglemmelige scores nogensinde, får lov at følge sagaen helt til dørs?

"Solo: A Star Wars Story", der er instrueret af Ron Howard er sat til at få premiere til maj, mens "Star Wars: Episode IX", der har J. J. Abrams i instruktørstolen, rammer biograferne i december 2019.

Kommentarer

John Williams leverer musikken til "Star Wars: Episode IX"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen