"Labyrinth 2"-instruktør: Der er stadig liv i projektet

Hollywood planlægger stadig at lave en fortsættelse til en af 80’ernes største fantasyfilm.

Ganske vist blev Jim Hensons fantasy-perle "Labyrinth" ikke noget hit, da den udkom tilbage i 1986, men den har siden hen oparbejdet en enorm fanskare og klaret sig ekstremt godt på hjemmevideomarkedet.

Derfor kom det ikke som den store overraskelse, at en ny "Labyrinth"-film blev annonceret i 2016. Timingen var dog en kende besynderlig, idet annonceringen kom blot få dage efter David Bowies død i januar 2016. I "Labyrinth" spillede Bowie troldkongen Jareth, som kidnapper menneskepigen Sarahs (Jennifer Connelly) purunge lillebror.

Og da Moovy interviewede Connelly i 2019, fandt vi ud af, at skuespilleren ikke engang havde hørt om "Labyrinth 2", selvom den efter sigende ville fungere som en direkte fortsættelse til originalen.

Få måneder senere mistede filmen så sin oprindelige instruktør, Fede Alvarez ("Don't Breathe", "The Girl in the Spider's Web"), og meget pegede således på, at "Labyrinth 2" aldrig ville forlade støbeskeen. Men dét fremtidsperspektiv er filmens nuværende instruktør altså ikke helt enig i.

Se også: Bag om David Bowie-dokumentaren "Moonage Daydream" med filmens instruktør og lydmixer

I sommeren 2020 overtog instruktøren Scott Derrickson styringen på "Labyrinth 2". Derrickson instruerede Marvels første "Doctor Strange", men er bedst kendt for horror-hits som "Sinister" og "The Black Phone".

Siden da har vi ikke hørt meget nyt om projektet, men i et nyt interview med Comicbook.com kommer Derrickson med en opdatering – og med både godt og dårligt nyt.

Den gode nyhed er, at projektet stadig er "under udvikling", og derfor tøver Derrickson også med at afsløre noget om plottet – og om hvorvidt Bowies skurk på en eller anden måde vender tilbage.

Men den dårlige nyhed er, at Derrickson ikke er sikker på, hvad projektets næste skridt er, og det lyder til, at bolden netop nu ligger hos filmselskabet: "Det lykkedes os ikke helt at lave et manuskript, som filmselskabet var parat til at skyde. Men jeg er meget stolt over det arbejde, vi lavede på det.

"Og det er meget, meget svært at gøre dén film kommercielt holdbar, for den er så opfindsom og surrealistisk, at den ikke bliver billig at lave. Samtidigt er den så modig og anderledes, at det er svært for et filmselskab at forestille sig, at de kan gøre den kommerciel nok til at generere profit. Det er en hård nød at knække. Men vi havde en stor film i tankerne."

Det lyder altså umiddelbart, som om Sony Pictures – der ejer rettighederne til "Labyrinth"-franchisen – har brugt en del kræfter på "Labyrinth 2", men også overvejer at få en anden filmmager med om bord. Der går altså nok stadig et stykke tid, før den længe ventede fantasy-fortsættelse kæmper sig ud af labyrinten og ind i biografmørket.

Herunder kan I i øvrigt se vores interview med Derrickson om førnævnte "Sinister" og om filmmagerens tanker om sin karriere og horror-genren i al almindelighed:

Kommentarer

"Labyrinth 2"-instruktør: Der er stadig liv i projektet

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen