Margot Robbies Harley Quinn vender tilbage i ny film med flere kvindelige kumpaner

Den relativt uprøvede Cathy Yan skal instruere DC-projektet "Birds of Prey", der er baseret på tegneserierne med skurkeprinsessen.

Selvom DC's skurkefilm "Suicide Squad" mildt sagt fik en blandet modtagelse, da den kom i 2016, indspillede projektet alligevel for næsten 750 mio. dollars på verdensplan. Samtidig høstede Will Smith og især "The Wolf of Wall Street"-stjernen Margot Robbie ros blandt fans for deres roller som hhv. lejemorderen Deadshot og stjernepsykopaten Harley Quinn, og det har siden filmens udgivelse ført til en nærmest uendelig strøm af rygter og annonceringer af nye fortællinger i universet.

Det har i særdeleshed svirret med historier om Robbies Harley Quinn-figur, der efter sigende både skulle optræde i en direkte fortsættelse til "Suicide Squad", en ny forstyrret fortælling af "Crazy, Stupid, Love."-instruktørparret Glenn Ficarra og John Requa om Quinns kærlighedsforhold til Jokeren samt ikke mindst "Gotham City Sirens" – et projekt om kvindelige skurke, som "Suicide Squad"-filmmageren David Ayer skulle være tovholder på. Nu er der minsandten endnu mere nyt på den front.

Folkene hos Warner Bros. og DC Films har indstillet sigtekornet på Cathy Yan, som er udset til at kreere en film baseret på tegneserien "Birds of Prey", hvori Harley Quinn-karakteren optræder. Derudover byder tegneserieforlægget på fanfavoritter som Batgirl, Black Canary, Huntress og en solid samling af Batmans kvindelige skurke, og umiddelbart lyder filmprojektet derfor ikke så fjernt fra førnævnte "Gotham City Sirens".

Det vides ikke, om "Gotham City Sirens" stadig er under aktiv udvikling, eller om elementer fra projektet skulle have fundet vej til at blive en del af "Birds of Prey"-filmen i stedet – men officielt arbejder instruktør David Ayer desuden på en fortsættelse til "Bright" for Netflix, så han lader til at have hænderne fulde.

Indie-instruktør med journalist-fortid

Cathy Yan er et forholdsvist ubeskrevet blad, men har dog skrevet og instrueret en håndfuld kortfilm. Filmmageren har en fortid som journalist hos Wall Street Journal og spillefilmsdebuterede med indie-komedien "Dead Pigs" ved Sundance-filmfestivalen tidligere på året, hvor debutfilmen vandt i kategorien World Cinema Dramatic Award for Ensemble Acting. Margot Robbie producerer "Birds of Prey"-projektet gennem hendes LuckyChap Entertainment-selskab, og skuespillerinden skulle personligt have presset på for at få tilknyttet Yan som instruktør på den kommende film.

Det forventes, at "Birds of Prey" begynder produktionen ved enten udgangen af dette år eller starten af næste, da Robbie først skal optage "Once Upon a Time in Hollywood" for Quentin Tarantino. Superhelteprojektets manuskript leveres af Christina Hodson, som desuden er blevet hyret til at skrive "Batgirl"-solofilmen – ligeledes for DC og Warner.

Kommentarer

Margot Robbies Harley Quinn vender tilbage i ny film med flere kvindelige kumpaner

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen