Michelle Pfeiffer var tæt på at få en Catwoman-spin-off

"Jeg havde øjeblikkeligt sagt ja til at lave den."

Den Oscar-nominerede skuespillerinde spillede Selina Kyle og hendes læderklædte, kriminelle alias, Catwoman, i Tim Burtons "Batman vender tilbage" tilbage i 1992.

Og i et nyt interview med The New York Times fortæller den 59-årige Pfeiffer, at hun ikke blot gerne ville have lavet en Catwoman-spin-off, men at der også var snak om at lave den:

"Jeg havde øjeblikkeligt sagt ja til at lave [en spin-off]. Jeg elskede den rolle. Jeg følte, at jeg var ved at være godt tilpas med kostumet og ved at vænne mig til kløerne og masken og til, hvordan jeg skulle bevæge mig. Der var en smule snak om at lave filmen, men snakken fortonede sig."

Karakteren blev senere spillet af Halle Berry i det nedsablede flop "Catwoman" fra 2004 og af Anne Hathaway i Christopher Nolans "The Dark Knight Rises".

Pfeiffer kan snart opleves i Kenneth Branaghs filmatisering af Agatha Christie-klassikeren "Mordet i Orientekspressen", som har premiere den 23. november.

Derudover dukker Pfeiffer snart op i en anden superheltefilm, "Ant-Man and the Wasp", som udkommer næste sommer.

Kommentarer

Michelle Pfeiffer var tæt på at få en Catwoman-spin-off

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen