Nye "G.I. Joe"- og "Dungeons & Dragons"-film på vej

Paramount Pictures har annonceret en række nye projekter, der bl.a. tæller endnu en omgang med elitesoldaterne fra G.I. Joe.

Højtiden står for døren, og det lader til, at folkene hos Paramount Pictures i den anledning føler sig gavmilde. Filmselskabet har således afsløret lidt om, hvad fremtiden bringer af fortællinger fra studiet.

Der er først og fremmest tale om en ny film om de superstærke elitesoldater fra G.I. Joe. "G.I. Joe"-serien er baseret på de kendte actionfigurer, der også har inspireret tegneserier, tegnefilm, spil og meget mere. To gange tidligere er serien nået til det store lærred – første gang i 2009 med Stephen Sommers' "G.I. Joe: The Rise of Cobra", som bød på Channing Tatum i hovedrollen, og anden gang med efterfølgeren "G.I. Joe: Gengældelsen", der kom i 2013 og fokuserede på et nyt eliteteam med Dwayne Johnson i spidsen.

Det vides dog ikke, om det nye projekt vil fortsætte handlingen fra de to første forsøg, og indtil videre kaldes filmen blot for "G.I. Joe". Man kan forvente at opleve soldaterne i aktion 27. marts 2020.

Flere rollespils- og legetøjsfilm

Derudover har man plottet en ny "Dungeons & Dragons"-filmatisering ind i kalenderen. Rollespilsfilmen bringer vilde fantasyeventyr og tordnende drager med sig og forventes at lande 23. juli 2021. Det populære brætspil blev tidligere filmatiseret i år 2000 med skuespillere som Jeremy Irons på rollelisten, men resultatet endte dengang med at være en stor skuffelse.

Paramount vil desuden lave en film baseret på legetøjsrobotterne "Micronauts" til 2020, ligesom år 2021 skulle bringe et projekt med sig lavet ud fra en endnu ikke afsløret legetøjslinje fra giganten Hasbro.

Filmstudiet Paramount Pictures har haft et skuffende 2017, hvor især satsningerne "Monster Trucks", "Baywatch" og "Ghost in the Shell" præsterede under forventning, og generelt har selskabet måttet se sig slået af de andre store studiers produktioner i året, der nu snart er gået.

Kommentarer

Nye "G.I. Joe"- og "Dungeons & Dragons"-film på vej

  • ★★★★★★0

    Jamen jeg har da ikke ventet på andet end de film!

    T. Nielsen21-12-17 17:55

  • 0

    Yes, D&D! Filmen fra 2000 var en skuffelse, men det er stadig en god film. Så mangler vi bare, at Dragonlance filmen får et remake med et passende LOTR størrelse budget.

    Henckel21-12-17 18:05

  • ★★★★★★0

    D&D fra 2000 var da en lortefilm:-D 

    T. Nielsen21-12-17 18:22

  • 0

    Folk som synes D&D fra 2000 var en skuffelse, de har ikke set 2005s Dungeons & Dragons: Wrath of the Dragon God... 2000 udgaven var en god film i forhold til.. :D

    Mangler stadig at se 2012s Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness..

    T'hain22-12-17 08:14

  • ★★★★★0

    Folk som synes 2005s Dungeons & Dragons: Wrath of the Dragon God er en lortefilm, de har ikke set 2012s Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness =)

    David Lund22-12-17 09:20

  • ★★★★★★0

    Folk der synes at D&D fra 2000 var en god film, burde begynde at se bedre film:-D

    T. Nielsen22-12-17 09:37

  • ★★★★★0

    Folk der synes at D&D fra 2000 var en god film, burde begynde at se bedre film:-D

    Nej, de burde se Dungeons & Dragons: Wrath of the Dragon God og Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness bliver der så sagt!!

    David Lund22-12-17 10:59

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen