"Parasite"-instruktøren Bong Joon Ho: "Flugt" er den mest rørende film, jeg har set i år

"Filmen trænger lige ind i dit hjerte og ryster kernen i dit følelsesapparat," skriver Oscar-vinderen om den danske dokumentar.

Den animerede, danske dokumentar "Flugt" har allerede vundet talrige prestigefyldte priser i udlandet, og den er blevet skamrost af både filmmagere og kritikere over hele kloden.

Og nu får Jonas Poher Rasmussens film søreme også flotte ord med på vejen fra en af nyere tids mest anerkendte filmmagere: sydkoreanske Bong Joon Ho, som bl.a. står bag "Okja", "Snowpiercer", "Memories of Murder" og, naturligvis, 2019's helt store prissluger, "Parasite".

Ho har sendt en lang og dybfølt anbefaling af "Flugt" til filmens amerikanske distributør, NEON, som selskabet netop har delt på sin Instagram-profil.

Læs også: "Flugt" kåret som Årets dokumentar til Gotham Awards

Ho roser både filmens imponerende audiovisuelle æstetik og dens rørende fortælling, som stiller skarpt på den afghanske flygtning Amin, som efter 20 års tavshed endelig afslører sin lamslående livshistorie over for sin barndomsven, Jonas Poher Rasmussen, som har instrueret filmen.

"Jeg blev enormt rørt af filmen," fastslår Ho. "Filmens format som animeret dokumentar er genial og særegen, men jeg føler nærmest, det er unødvendigt at pointere og rose dens stilistiske bedrifter, for de er så åbenlyse. Filmen trænger lige ind i dit hjerte og ryster kernen i dit følelsesapparat.

"Filmen fungerer så perfekt og er så bevægende, at det føles, som om man nedtoner dens betydning, når man roser dens påfaldende stil og teknik."

Ho opremser også kort filmens plot, og han hæfter sig ved, hvor godt "Flugt" skildrer, hvor meget det tærer på ens sjæl, når man tvinges væk fra ens nærmeste og må klare skærene alene.

"'Flugt' fik mig til at græde. Det er den mest rørende film, jeg har set i år," skriver Ho afslutningsvist, hvor han med "i år" sandsynligvis refererer til det forgangne 2021.

Hos "Parasite" skrev Oscar-historie i 2020, da den som den første ikke-engelsksprogede film blev kåret til Årets bedste film. Der er gode chance for, at "Flugt" også vinder en Oscareller måske endda flere – i forbindelse med dette års Oscar-show, som afvikles den 27. marts.

Moovy TV interviewede tidligere på året Jonas Poher Rasmussens op til premieren på "Flugt". Se videointerviewet herunder:

Kommentarer

"Parasite"-instruktøren Bong Joon Ho: "Flugt" er den mest rørende film, jeg har set i år

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen