Regner Grasten lægger dvd og Blu-ray i graven med populær ny børnefilm

På trods af at familiefilmen "Villads fra Valby" var en succes i biograferne med over 85.000 solgte billetter, vil børnefamiler rundt om i landet hverken få mulighed for at se filmen på dvd eller Blu-ray.

Regner Grasten Film har valgt helt at droppe den fysiske udgivelse af filmen og lancerer som de første nogensinde en dansk familiefilmsucces direkte på de digitale platforme. Beslutningen skal også ses som reaktion på den igangværende kontroverse om, hvorvidt nye film skal være tilgængelige via streaming på samme tid, som de får biografpremiere.

Regner Grasten udtaler i en pressemeddelelse: "Politikerne har bedt os producenter om at finde alternative distributionsformer for fremtidens film. Jeg har derfor besluttet mig for at lægge ud med én af vores store succeser: 'Villads Fra Valby', som normalt ville være en klassisk dvd-lancering. Jeg tror på en fremtid, hvor du både har biografen som platform, men også de digitale medier. Men jeg tror ikke på, at det skal ske samtidigt."

Grasten fortsætter: "Man skal respektere biografens eksklusivitet og ikke sende ud, som om det var en udsalgsvare. Det støder publikum.  Det er som at købe en julegave og så se den på udsalg juleaften. Til gengæld tror jeg, at det efterfølgende fysiske salg er en død sild og tror virkelig meget på den digitale fremtid. Jeg tror, at man i fremtiden vil  lancere film ENTEN i biografen ELLER på de digitale platforme. Og med 'Villads Fra Valby' prøver vi, om danskerne er parate til den nye fremtid."

Fortællingen om drengen Villads fra Valby udkommer i dag på Blockbuster, iTunes og Google Play som digitalt salg, og 20. juni bliver filmen også tilgængelig for leje og udvides til platformene Viaplay og SF Anytime.

Kommentarer

Regner Grasten lægger dvd og Blu-ray i graven med populær ny børnefilm

  • ★★0

    Hmm ville det ellers ikke være en film, som bedsteforældre ville købe til deres børnebørn?. Og som måske ikke er så teknisk stærke. Men hva det må de da selv om.

    Weird_J19-04-16 16:55

  • ★★★★★★1

    Det er nye og ubehagelige tider, ikke at jeg nogensinde har planer om at se en Grasten-film, men andre kunne jo finde på at følge efter.

    Zero Cool19-04-16 17:07

  • ★★★★0

    Det er noget værre lort!

    Jeg bruger ikke alt det streaming-fis, så mine børn må kigge langt efter "Villads fra Valby".

    Åkepool19-04-16 19:58

  • ★★★★★★0

    Åkepool: altså, det er jo dit valg, hvis de må kigge langt efter den?

    Jeg har det fint med, at det kun kommer til streaming, selvom jeg stadig køber rigeligt med film. Det her er dog et marked, hvor der helst IKKE må være for mange konkurrenter.

    Guldager20-04-16 07:23

  • 0

    Damnit! Jeg læste hurtigt overskriften som noget i retning af "....lægger Regner Grasten i graven" og nåede at blive helt glad...

    moulder66620-04-16 12:43

  • ★★★★0

    Åkepool: altså, det er jo dit valg, hvis de må kigge langt efter den?

    Mit valg? Det er altså mit valg, at de ikke kan se den, fordi jeg ikke har alle mulige streamingtjenester, når jeg altid har været vant til at alle de film jeg/vi ser, udkommer på dvd/blu-ray?

    Så hvis jeg ikke skynder mig at tilmelde mig en eller andet streamingtjeneste, er det simpelthen mit valg at de ikke kan se "Villads fra Valby".

    Arh....

    Åkepool20-04-16 19:06

  • ★★★★2

    Jeg tror næppe dine børn går glip af noget stort i denne omgang :-)

    gi-jones21-04-16 08:47

  • ★★★★0

    Jeg tror næppe dine børn går glip af noget stort i denne omgang :-)

    Højst sandsynligt ikke, men de ville sikkert gerne se den, hvis muligheden var der :)

    Åkepool21-04-16 19:31

  • ★★★★★★0
    Det er altså mit valg, at de ikke kan se den, fordi jeg ikke har alle mulige streamingtjenester

    Åkepool - det kom måske lidt hårdt ud, men jeg mente blot, at hvis du virkelig mener dine børn skal se den, så kan de jo godt det. Så jo, det er dit valg (eller nærmere fravalg), at de ikke kan se den. Dog overlever de nok uden - vis dem Labyrinten i stedet, den er helt sikkert bedre :)

    Guldager21-04-16 20:17

  • ★★★★★0

    Ellers er der jo altid Aliens og The Walking Dead :p 

    Lars!21-04-16 22:28

  • ★★★★1

    +1 for Walking Dead. Mange timers god underholdning for de mindste :-)

    gi-jones22-04-16 10:23

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen