Ridley Scott fortryder, at han ikke instruerede "Blade Runner 2049"

Scott overlod instruktørstolen til Denis Villeneuve, men nu ærgrer han sig over, at han ikke blev siddende.

Den evigt travle og efterhånden 85-årige Ridley Scott stod over for et svært valg tilbage i midt-10'erne: Instruér enten den næste "Alien"-film eller den næste "Blade Runner"-film – altså to fortsættelser baseret på tidløse sci-fi-klassikere, som den engelske filmmager i sin tid lavede.

Scott besluttede sig i sidste ende for at instruere "Alien: Covenant", som modtog hæderlige (om end ikke just rødglødende) anmeldelser, men som formentlig også er blevet glemt af de fleste filmentusiaster.

"Blade Runner 2049" blev i stedet instrueret af Denis Villeneuve ("Dune", "Sicario"), og selvom ingen af de to film blev kæmpehits ved billetlugerne, så klarede "Blade Runner 2049" sig bedre finansielt, og den blev også skamrost af kritikerne og vandt to Oscars.

Så det kommer ikke som den store overraskelse, at Scott i et nyt interview med Empire – som Variety har fået fingre i – fastslår, at han ærgrer sig over, at han ikke instruerede "Blade Runner 2049". Scott var dog stadig med om bord som producer.

Læs også: Jodie Comer får måske hovedrollen i ny "Blade Runner"-serie

"Jeg burde ikke have stået over for dét valg," siger Scott. "Men det gjorde jeg. Jeg burde have lavet 'Blade Runner 2'."

Scott skulle oprindeligt have instrueret "Blade Runner 2049", men han forlod instruktørstolen i 2014 og valgte at instruere "Alien: Covenant" i stedet. Få uger efter biografpremieren på "Blade Runner 2049" skinnede Scotts skuffelse da også igennem i et interview, hvor han betegnede Villeneuves film som "alt for fucking lang".

Til gengæld er tv-serien "Blade Runner 2099" på trapperne, og den arbejder Scott på som producer – det er dog ikke utænkeligt, at han også vælger at instruere nogle af seriens afsnit, som udkommer på Amazons streamingtjeneste, Prime Video.

"Blade Runner 2099" har endnu ikke fået en premieredato, men på grund af strejkerne i Hollywood går optagelserne formentlig først i gang i foråret 2024 ifølge Deadline. Netop strejkerne har også tvunget Scott til at stille optagelserne til "Gladiator 2" i bero.

Kommentarer

Ridley Scott fortryder, at han ikke instruerede "Blade Runner 2049"

  • 2

    "alt for fucking lang"? Denis burde sige "alt for fucking dårlig" om Alien: Covenant.

    ccbj 9-08-23 00:18

  • ★★★★2

    Jeg er ganske tilfreds og fortryder intet mht. 2049.

    Gasivodo 9-08-23 05:45

  • ★★★0

    Svært at sige hvordan Blade Runner 2049 ville have blevet. Er ikke nogen Blade Runmer fan, synes filmene er flotte og fine. Så for min skyld ville det have været dejligt, hvis han instruerede den istedet for Alien:covenant dengang, som vidst nok også var en af grundene til at vi aldrig fik Alien filmen af Neill Blomkamp at se, der virkede ret lovende :/

    MOVIE1000 9-08-23 10:56

  • ★★★★★1

    Jeg fortryder vi aldrig fik Johann’s score at høre :(

    Elwood 9-08-23 11:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen