Sam Mendes laver kærlighedsdramaet "Empire of Light" med "The Crown"-stjernen Olivia Colman

Instruktøren bag "1917" og "American Beauty" rejser tilbage til 1980'erne i sin næste film, der udspiller sig i en gudesmuk, gammel biograf.

Sam Mendes' krigsdrama "1917" var en af 2020's få, store biografsucceser, og både Mendes' arbejde som manuskriptforfatter, producer og instruktør på filmen blev anerkendt med Oscar-nomineringer.

Moovy TV mødte Mendes i London op til filmens premiere, og her spurgte vi, hvad instruktørens næste projekt mon ville blive for en størrelse ovenpå hans ekstremt ambitiøse krigsfilm. Mendes erkendte, at han havde lyst til at arbejde på et mindre projekt, og nu ved vi altså, hvad det bliver: kærlighedsdramaet "Empire of Light".

Deadline rapporterer, at Mendes både skriver manuskriptet til og instruerer filmen, som den Oscar-belønnede Olivia Colman ("The Favourite") skal spille hovedrollen i.

Afstemning: Bedste film af Sam Mendes?

Derudover kan filmentusiaster over hele kloden glæde sig over, at Mendes atter skal samarbejde med den fænomenale filmfotograf Roger Deakins, som blev Oscar-belønnet for sit blændende arbejde på "1917".

"Empire of Light" foregår i 1980'erne, og hovedparten af handlingen udspiller sig i en biograf på den engelske sydkyst.

Vi ved dog endnu ikke, hvornår "Empire of Light" går i produktion eller udkommer i biograferne, men eftersom Mendes har lavet flere Oscar-slugere med biografpremiere nær slutningen af kalenderåret, så er december 2022 ikke noget dårligt gæt.

Herunder kan I se Moovy TV's "1917"-interviews med både Mendes og Deakins:

Kommentarer

Sam Mendes laver kærlighedsdramaet "Empire of Light" med "The Crown"-stjernen Olivia Colman

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen