Sam Raimi laver reboot af gyseren "The Grudge"

Den japanske gyserfilm "Ju-on: The Grudge" var i sin tid så stort et hit, at den blev hevet over til USA, kom en tur gennem Hollywood-maskinen og fik sig en amerikansk genindspilning. "The Grudge", som man valgte at kalde den nye version, bød på bl.a. "Buffy"-stjernen Sarah Michelle Gellar, og filmen blev et endnu større hit end originalen.

Yderligere to amerikanske film fulgte i kølvandet – den seneste i 2009 – men interessen for filmserien faldt, og "The Grudge" lod til at være lagt i graven. Nu får horror-franchisen dog et nyt skud.

Endnu en genindspilning af den japanske original skulle således være på vej, denne gang instrueret af Nicolas Pesce. Pesce har tidligere begået horrorfilmen "The Eyes of My Mother", der udkom sidste år, og er for tiden ved at lægge sidste hånd på sin kommende thriller "Piercing" med Mia Wasikowska ("Crimson Peak") i hovedrollen. Filmens manuskript kommer denne gang fra "The Midnight Meat Train"-forfatteren Jeff Buhlers hånd.

Sam Raimi og Ghost House Pictures

Bag hele projektet finder vi Sam Raimi – manden, der i sin tid gav os "Spider-Man"-trilogien med Tobey Maguire, men ikke mindst også de oprindelige "Evil Dead"-film. Raimis produktionsselskab Ghost House Pictures står bag denne nye udgave af "The Grudge", ligesom selskabet i øvrigt producerede den første række af amerikanske "Grudge"-film. Ghost House Pictures har også tidligere genindspillet Raimis egen "Evil Dead" samt klassikeren "Poltergeist" og havde sidste år et habilt hit med gyseren "Don't Breathe".

"The Grudge"-serien følger flere unge mennesker, der alle har det tilfælles, at de bliver forfulgt af en mystisk, morderisk forbandelse. Filmene foregår ofte i Japan, hvor originalen kom fra. Om den nye film vil følge samme fremgangsmåde, må vi væbne os med tålmodighed for at finde ud af.

Kommentarer

Sam Raimi laver reboot af gyseren "The Grudge"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen