"Scream 7" vil rette opmærksomheden mod Sidney Prescotts familie

Franchisens syvende kapitel er endelig tilbage på sporet.

Selvom "Scream 7" knap er gået i produktion endnu, har filmen allerede været ramt af en særdeles kaotisk start.

Det gik allerede galt med forløberen "Scream 6", hvor slasher-seriens primære omdrejningspunkt, Sidney Prescott, ikke længere var at finde som final girl, efter sigende grundet en lønstrid mellem hovedrolleindehaver Neve Campbell og filmens produktionsselskab.

Herfra udviklede det sig til en endnu større rodebutik af fyringer og underlige beslutninger, der endte med, at filmens "nye" stjerner, Melissa Barrera og Jenna Ortega, ikke længere var på rollelisten. Barrera blev fyret, mens det efterfølgende blev annonceret, at Ortega ikke ville vende tilbage. I kølvandet på den nyhed forlod instruktøren Christopher Landon ("Happy Death Day", "Freaky") også projektet.

Læs også: Folkene bag "Lights Out" og "It" filmatiserer horror-spillet "Until Dawn"

Tilbage lå en amputeret film-franchise, der langsomt blødte ud, og det var svært at se, hvordan ghostface overhovedet skulle vende tilbage igen oven på den omgang.

Men noget tyder på, at franchisen så småt er ved at rejse sig fra asken. Manuskriptforfatteren bag den allerførste "Scream" fra 1996, Kevin Williamson, har nemlig sat sig i instruktørstolen. Samtidig er den helt store tegnebog også fundet frem, for Neve Campbell vender nemlig tilbage som Sidney Prescott i den syvende "Scream"-film.

Nu peger foreløbige kilder på, at den kommende film vil have Sidneys familie som fokuspunkt. I hvert fald skulle filmens centrale persongalleri udgøres af Sidney og hendes ægtefælle samt deres to børn. Selvom intet er bekræftet, så kunne det også tyde på, at Patrick Dempsey atter dukker op i franchisen. Dempsey var med i "Scream 3" som kriminalbetjent Mark Kincaid, der sidenhen blev Sidneys ægtefælle. Derudover skulle casting-processen til rollerne som de to børn være i gang.

Foreløbigt er intet ud over Williamson og Campbells medvirken dog endeligt bekræftet, men oven på det kaos, der indtil nu har omgivet "Scream 7", tyder det heldigvis på, at filmen så småt er på rette vej.

Kommentarer

"Scream 7" vil rette opmærksomheden mod Sidney Prescotts familie

  • ★★★0

    Jeg undrer mig mere om hvorfor Moovy danser rundt om sandheden bag Barreras fyring... ?

    Går pengene fra Scream 7 så stadig til magtfulde producenter, der støtter folkedrab?

    Essal10-04-24 09:25

  • ★★★★★1

    Linket med Barrea blev fyret, linker direkte til begrundelsen. Så det nok mere blot plads besparelse. Fordi ellers skulle hele nyheden indholde samme tekst, som der allerede er skrevet.

    Elwood10-04-24 09:43

  • ★★★★★1

    Og Damm, hvor kunne det være munter hvis  børnene så er små rollinger og så endte med at være dem det ordnede Ghostface, Home Alone style.

    Så kunne de markedsføre den til børn også og tjene endnu mere ind.

    Elwood10-04-24 09:48

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen