"Selma"-instruktør skal filmatisere DC's "New Gods"

Tegneseriegiganten har annonceret endnu et nyt projekt, der denne gang byder på legendarisk kosmisk kaos.

Marvel har udforsket det farverige kosmos med film som "Guardians of the Galaxy" og "Thor: Ragnarok", og nu vil konkurrenten DC også lege med. Det er nemlig kommet frem, at DC og Warner Bros. pønser på et nyt sci-fi-projekt baseret på superheltehæftet New Gods, som blev skabt af tegneserielegenden Jack Kirby tilbage i 70'erne.

Til at bringe filmen til live har man kig på instruktør Ava DuVernay, der snart er aktuel med Disneys "Et spring i tiden", en anden kulørt fortælling med science fiction-elementer. DuVernay har faktisk skrevet historie med "Et spring i tiden", hvor hun som den første sorte kvinde nogensinde har styret tøjlerne på et projekt med over 100 mio. dollars skudt i produktionen, og kan altså fortsætte i samme spor på DC-projektet.

Den amerikanske filmmager har tidligere givet os den biografiske Martin Luther King-film "Selma" – som blev nomineret til en Oscar for bedste film – og fængselsdokumentaren "Den 13. forfatningsændring", ligesom hun har skabt dramaserien "Queen Sugar".

Mægtige guder og superstærke kvinder

Kario Salem ("The Score", "Chasing Mavericks") skal levere manuskriptet til "New Gods". Det oprindelige forlæg handler om de mægtige nye guder, som lever i den såkaldte Fourth World, hvor de er fordelt på to planeter: den paradisagtige New Genesis og helvedesomgivelserne på Apokolips. Den populære DC-skurk Darkseid har sin hjemstavn på Apokolips, og derudover tæller universet fanfavoritter som Mister Miracle og superheltinden Big Barda.

DuVernay har faktisk ved en tidligere lejlighed udtalt, at Big Barda er hendes foretrukne superhelt, så man kan nok godt forvente, at den bomstærke superkvinde dukker op i det nye projekt.

Der er ingen meldinger om, hvornår filmen forventes at få premiere, eller hvordan projektet passer ind i filmselskabets kommende kabale af superhelteprojekter. Indtil videre tæller de næste DC-film dette års "Aquaman" og derefter "Shazam!" og "Wonder Woman 2".

Kommentarer

"Selma"-instruktør skal filmatisere DC's "New Gods"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen