Stallone om "The Expendables 4": They're coming back!

Muskelbundterne samles måske til endnu en omgang bulder og brag.

Actionlegenden Sylvester Stallone lykkedes med at samle en hårdtslående bande af kollegaer og konkurrenter i "The Expendables"-trilogien, men da det sidste kapitel skuffede økonomisk, lod det til, at serien – på trods af løse rygter her og der – var gået i sig selv. Nu fortæller Stallone dog selv, at et fjerde drøn med slænget kan være på vej til biograferne.

Det er nemlig på "Rocky"-stjernens egen Instagram-profil, at snakken om en ny film er blusset op igen. På et nyligt uploadet billede, som stammer fra den første "The Expendables", skriver Stallone i beskedfeltet: "Lige som I troede, det var sikkert at gå udenfor igen... vender de tilbage!", mens selve teksten på billedet proklamerer om Expendables-gruppen: "Vi er skyggerne og røgen. Vi rejser os. Vi er spøgelserne, som er skjult i natten."

Det sker efterhånden hyppigt, at stjernerne selv annoncerer nye, spændende projekter på de sociale medier – eller i det mindste leger med tanken i dialogen med fans og følgere. I 2017 postede Stallone gentagne opslag om en efterfølger til boksefilmen "Creed", og dén films fortsættelse blev for nyligt officielt sat på plakaten med en premieredato senere i år, hvorved den faktisk er Stallones næste projekt. Derefter skulle han dog være ledig til en eventuel tur med de gamle slagkraftige gutter. Så er spørgsmålet bare, om man skal tage Slys ord for gode varer i denne omgang...

"The Expendables"-franchisen bød på gammeldags 80'er-action med et væld af både old school og new school muskelmænd- og kvinder, der alle kunne uddele en proper omgang øretæver. Anført af Sylvester Stallone talte rollelisten som regel Jason Statham, Jet Li, Dolph Lundgren og Arnold Schwarzenegger, mens Jean-Claude Van Damme, Mickey Rourke, Bruce Willis, Wesley Snipes, Mel Gibson, Chuck Norris og Harrison Ford alle var forbi for at tage del i løjerne henover de tre film. På verdensplan har filmserien indspillet for over 800 mio. dollars. Seneste skud på stammen er "The Expendables 3", der udkom i 2014.

Kommentarer

Stallone om "The Expendables 4": They're coming back!

  • 2

    Lad os håbe de har et bare nogenlunde ordentligt manuskript denne gang. Det har virkelig været en tynd kop te ellers..

    T'hain16-01-18 14:39

  • ★★★★★1

    Jeg har stadig 3'eren til... øh, til værre? Kan man sige det? Hvar er det modsatte af "til gode"?

    The Insider16-01-18 14:44

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen