"Super Mario Bros." på vej til det store lærred - igen

Nintendo bekræfter rygter om animationsfilm omhandlende deres mest populære spilfigurer.

"IT'S-A ME, MARIO!"

Nintendo har langt om længe bekræftet, at de populære blikkenslagere er på vej med deres egen animationsfilm. Nintendo offentliggjorde på Twitter, at filmen skal produceres i samarbejde med Illumination, som blandt andet står bag "Minions" og "Grusomme mig"-filmene. Derudover skal Nintendos egen Shigeru Miyamoto, skaberen af Super Mario-spillene, agere medproducent.

Det bliver første gang i 25 år, at Nintendo kaster sig over en filmatisering af deres spilfigurer. Efter den berygtede "Super Mario Bros." fra 1993 floppede gevaldigt, lå det ikke ligefrem i kortene, at der skulle komme en fortsættelse. Filmen, som havde Bob Hoskins i hovedrollen som Mario og Dennis Hopper i rollen som King Koopa – og faktisk har sine øjeblikke, set med nutidens øjne – indvarslede det, der i dag kendes som "Spil-til-film-forbandelsen".

Nintendo Switch storsælger

De sidste mange år har vi således set en del mere eller mindre vellykkede forsøg på at bringe figurer og universer fra spilverdenen ind på biograflærredet, hvilket dog ofte er endt i lidet flatterende anmeldelser og dalende billetsalg. Senere i år får vi i øvrigt at se, om filmen "Rampage", baseret på spillet af samme navn, kan formå at løfte forbandelsen.

Nintendo har dog et godt kort på hånden. I øjeblikket storsælger deres Nintendo Switch og topper alle forventninger, hvilket ikke mindst hjælper med til at bringe Super Mario ind i mange nye hjem og øge spillenes popularitet.

Hvis filmen skal vise sig at blive en succes, kan det potentielt bane vej for et langt samarbejde med Illumination og en lang række af animationsfilm baseret på Nintendos universer. Måske vil vi en gang i fremtiden få lov at se en "Legend of Zelda"-film. Man har vel lov til at håbe.

Kommentarer

"Super Mario Bros." på vej til det store lærred - igen

  • ★★★★★0

    Nogen må helt afgjort have spist svampe, før de lavede filmen i 1993. Jeg indrømmer dog gerne, at den stadig fungerer som en "guilty pleasure" for mig.

    Lars! 4-02-18 15:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen