Susanne Biers "Efter brylluppet" får amerikansk genindspilning

Hollywood-stjernen Julianne Moore får hovedrollen i ny version af Susanne Biers film.

Susanne Biers Oscar-nominerede drama fra 2006, "Efter brylluppet", får nu en engelsksproget udgave. Projektet har sikret sig Oscar-vinderen Julianne Moore til hovedrollen, mens filmmageren Bart Freundlich, der også er gift med Moore, skal instruere dramaet.

I den nye film har man ændret historien, således at de to centrale roller begge bliver kvindelige karakterer, og fortællingens fokus lægges ligeledes på temaer som familie og moderskab. Biers film bød på Sidse Babett Knudsen og Mads Mikkelsen i hovedrollerne, der sikrede dem både Bodil- og Robert-nomineringer for deres præstationer.

Instruktør Freundlich har tidligere leveret film som "The Myth of Fingerprints", den romantiske komedie "The Rebound" og basketball-dramaet "Wolves" fra 2016. Derudover har han stået bag afsnit af bl.a. "Californication" og Amazons "Mozart in the Jungle" – og så har han faktisk tidligere genindspillet en dansk film, da han i 2004 blændede op for "Catch That Kid", som var en amerikansk variant af "Klatretøsen".

"Efter brylluppet" handler om danskeren Jacob (Mads Mikkelsen), der leder et børnehjem i Indien og i håbet om at sikre dets videre eksistens accepterer en mærkværdig mulighed, som bringer ham tilbage til Danmark af en helt speciel årsag. Den nye film får titlen "After the Wedding" og forventes at gå i produktion i New York til foråret.

Kommentarer

Susanne Biers "Efter brylluppet" får amerikansk genindspilning

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen