The Beatles – oplev live-streaming fra verdenspremieren på Ron Howards dokumentar

Torsdag 15. september afholder flere biografer landet over Live Streaming Event af verdenspremieren på Ron Howards dokumentarfilm "The Beatles: Eight Days a Week - The Touring Years".

Filmen følger The Fab Four, der i midten af 60'erne gennemførte en nærmest kontinuerlig turné – noget, end ikke Elvis Presley havde opnået. De fire unge drenge fra Liverpool fyldte scener og stadions med tusinder af skrigende fans og var centrum for en begejstring og fandyrkelse, hvis lige aldrig var set, og som fik navnet Beatlemania.

Dokumentarfilmen dykker ved hjælp af sjældent eller aldrig før sete klip med gruppen ned bag facaden og beskriver, hvordan de fire Beatles selv oplevede det. Med materiale fra medlemmernes private arkiver, fra fraklip fra studieoptagelser og med timevis af private 8 mm-optagelser fra fans er det endvidere lykkedes at genskabe 12 live-optrædener, som er det tætteste, vi i dag kan komme til at opleve, hvordan The Beatles var live.

Blandt de genfundne perler er en optagelse af deres sidste live performance foran et publikum i San Franciscos Candlestick Park. Der er også nye interviews med Paul McCartney, Ringo Starr og nogle af de mennesker, der oplevede dem og deres effekt på samtiden.

Aftenens Live Streaming-program:

Kl. 19.00-19.45: Live transmission af verdenspremieren fra London og den røde løber. Bl.a. deltager instruktør Ron Howard, Paul McCartney og Ringo Starr samt andre VIP-gæster og filmfolk.

Kl. 20.00-22.30: Planlagt filmstart af "The Beatles: Eight Days a Week - The Touring Years", som følges op af uddrag fra The Shea Stadium-koncerten fra 1965.

Udover live transmissionen får filmen også ordinær biografpremiere herhjemme 29. september i 66 biografer.

Kommentarer

The Beatles – oplev live-streaming fra verdenspremieren på Ron Howards dokumentar

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen