Tom Hardy og Channing Tatum på tale til actionthrilleren "Triple Frontier"

Tom Hardy og Channing Tatum er på et tidligt stadie i forhandlinger med Paramount om at indtage hovedrollerne i en actionthriller kaldet "Triple Frontier", der skal instrueres af J.C. Chandor ("A Most Violent Year") med manuskript af Mark Boal ("Zero Dark Thirty").

Der er endnu ingen detaljer om, hvilke roller de to travle skuespillere har i filmen, og plotinformationer vedrørende "Triple Frontier" er ganske sparsomme. Titlen refererer til grænseområdet mellem Paraguay, Argentina og Brasilien, som er vanskeligt at overvåge, hvilket gør det til et paradis for organiseret kriminalitet.

Teamet bag "The Hurt Locker" – instruktør Kathryn Bigelow og manuskriptforfatter Mark Boal – havde oprindeligt planer om at stå for filmen og var i forhandlinger med tunge drenge som Tom Hanks, Johnny Depp og Leonardo DiCaprio til hovedrollerne. Men efter at studiet krævede Will Smith i hovedrollen, vendte den kreative duo deres opmærksomhed mod nye projekter.

Begge skuespillere har ganske travlt og forsøger at klemme "Triple Frontier" ind i deres skema. Hardy er snart aktuel med tv-serien "Taboo" og genforenes med Christopher Nolan i filmen "Dunkirk". Han er ligeledes tilknyttet Josh Tranks Al Capone-film "Fonzo".

Tatum dukker næste gang op i Steven Soderberghs kupfilm "Lucky Logan" og "Kingsman: The Golden Circle".

Kommentarer

Tom Hardy og Channing Tatum på tale til actionthrilleren "Triple Frontier"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen