Twin Peaks' The Log Lady er død

Skuespillerinden Catherine E. Coulson, der er bedst kendt for sin rolle som The Log Lady (Kævlekvinden) i kultserien "Twin Peaks", døde i går af kræft. Hun blev 71 år.

"I dag mistede jeg en af mine kæreste venner," udtaler "Twin Peaks"-skaberen David Lynch i en pressemeddelelse.

"Catherine var rent guld. Hun var der altid for sine venner. Hun var fyldt med kærlighed til alle mennesker – til sin familie, til sit arbejde. Hun var en utrættelig knokler. Hun havde en god humoristisk sans; Hun elskede at grine og at få folk til at grine. Hun var The Log Lady."

Coulson, der i 1977 var kameraassistent på David Lynchs debutfilm, "Eraserhead", udviklede et nært venskab med Lynch. Det var også her, idéen til karakteren The Log Lady opstod. Skuespillerinden var gift med sin medskuespiller på "Twin Peaks", Jack Nance (Pete Martell, der finder Laura Palmers lig), og senere Marc Sirinsky, som hun fik et barn med.

Hvordan Coulsons død vil påvirke den kommende nye sæson af "Twin Peaks" vides endnu ikke.

Kommentarer

Twin Peaks' The Log Lady er død

  • ★★★0

    Det er fandeme kynisk, men min første tanke var "øv, ingen Log Lady i det kommende Twin Peaks" ... Først derefter tænkte jeg "det var da også synd for familien"...

    Jeg må være et koldt koldt menneske...

    HonoDelLoce29-09-15 13:19

  • 1

    Jeg tror nu det er meget naturligt, HonoDelLoce. Catherine E. Coulson var af mange mennesker højt elsket for "Twin Peaks", som hun vel nærmest gik hen og blev synonym for. Hun (og hendes kævlen) vil blive savnet, når nye afsnit ruller over skærmen.

    benjamin5129-09-15 13:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen