Så kan vi måske få første gode computerspil filmatisering.
"Uncharted"-manuskriptet er skrevet færdigt
I oktober hyrede Sony instruktøren Shawn Levy ("Stranger Things") til at indspille filmatiseringen af Naughty Dogs populære, actionfyldte spilserie "Uncharted".
Og en anden filmmager, Joe Carnahan ("Smokin' Aces", "The A-Team"), har netop afsløret på sin personlige Instagram-profil, at han har færdigskrevet filmens manuskript.
Den normalvis frembrusende Carnahan lægger heller ikke skjul på, at han er stærkt tilfreds med sit eget manus:
"Nu begynder arbejdet for ALVOR," skriver Carnahan i opslaget. "Og hvis der er et mere vanvittigt cool action-manuskript i Hollywood lige nu, så vil jeg gerne læse det, for det her [manuskript] er et BÆST."
For flere år siden huserede der rygter om, at Mark Wahlberg ville få rollen som spillets Indiana Jones-agtige eventyrer, Nathan Drake. Han er dog ikke længere tilknyttet projektet.
Vi ved stadig ikke, hvornår "Uncharted"-filmen får biografpremiere, eller hvornår optagelserne begynder.