Vin Diesel på tale til hovedrollen i tegneseriefilmatiseringen "Bloodshot"

"Fast and Furious"-skuespilleren har muligvis fundet endnu et tegneserieunivers, han kan boltre sig i.

Vin Diesel får muligvis endnu en franchise på hænderne. "Fast and Furious"- og "Guardians of the Galaxy"-skuespilleren er på tale til Sonys film "Bloodshot", der er baseret på en tegneserie fra forlaget Valiant. Sony annoncerede i 2015, at de havde lavet en aftale med tegneserieforlaget om at lave deres tegneserier til film på det store lærred. Tegneserierne "Bloodshot" og "Harbinger" har fået førsteprioritet og skal indgå i et samlet univers med fem film til at starte med.

Historien i "Bloodshot" centrerer sig om en lejemorder ved navn Angelo Mortalli, der bliver en del af et vidnebeskyttelsesprogram. Da han efterfølgende bliver forrådt, bliver han en del af et hemmeligt eksperiment for at skabe den ultimative dræbermaskine. Hans hukommelse bliver slettet, og hans krop bliver fyldt med mikroskopiske computere kaldet nanites, som gør ham ustoppelig. Derefter forsøger han at finde ud af, hvem han var, mens han må bekæmpe både mafiaen og politiet.

Jared Leto var tidligere på tale til rollen, men takkede nej til projektet. Dave Wilson skal instruere filmen ud fra et manuskript af "Arrival"-manusforfatteren Eric Heisserer.

Planen er at skabe et R-rated filmunivers, der tonemæssigt og æstetisk vil lade sig inspirere af sci-fi-blockbusters fra 80'erne såsom "RoboCop", "Terminator" og "Total Recall". Hvis Vin Diesel takker ja, bliver han genforenet med "Fast and Furious"-produceren Neal Moritz.     

Kommentarer

Vin Diesel på tale til hovedrollen i tegneseriefilmatiseringen "Bloodshot"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen